Behandling af sarkoidose

Hvordan behandles sarkoidose?
Når diagnosen er stillet, gør lægen status over i hvilket omfang kroppens organer er angrebet af sygdommen. Ved blodprøveanalyser, måling af lungefunktion og røntgenbillede af lungerne vurderes graden af organpåvirkning. Det er positivt, at de fleste patienter med sarkoidose ikke behøver behandling, idet sygdommen helbredes af sig selv.
Ved lungesarkoidose vil man sædvanligvis observere i 6 måneder uden behandling for at se, hvordan sygdommen forløber. Indtræder der bedring? Eller måske forværring? Patienter med få symptomer, der har forstørrede lymfeknuder ved lungeroden, men ingen eller ganske små lungeinfiltrater og en normal eller let nedsat lungefunktion, behøver ingen behandling.

Hvilken medicin anvendes?

• binyrebarkhormon
• injektionsvæsker
• tabletter
• øjendråbersalver

Binyrebarkhormon (Prednisolon)
Binyrebarkhormon (Prednisolon), er den mest effektive behandling, vi kender, og det har været hovedmidlet til behandling af sarkoidose i 50 år.

Ved at dæmpe kroppens immunfunktion, dæmper Prednisolon sygdomsaktiviteten og får granulomerne til at mindskes eller forsvinde. Selv om det ikke direkte helbreder sygdommen, er binyrebarkhormon effektivt til at dæmpe sygdomssymptomerne, at bedre blodprøveanalyserne, bedre røntgenbilledet af lungerne og bedre lungefunktionen.

Prednisolon er nødvendigt til patienter med udtalt symptomgivende sygdom, f.eks. med åndenød på grund af faldende lungefunktion og tiltagende infiltrater på røntgenbillede af lungerne.

Prednisolon er ligeledes nødvendigt til patienter med svær hævelse af de perifere lymfeknuder, udtalt hudsarkoidose, symptomgivende sarkoidose i øjne (regnbuehindebetændelse), led, muskler, lever, nyrer (nyresten eller nedsat nyrefunktion), hjerte (rytmeforstyrrelser eller hjertesvigt) og centrale eller perifere nervesystem.

Patienter, hvis lungefunktion bedres efter inhalation af et bronkieudvidende stof samt patienter med irritationshoste, bør behandles med inhalation af binyrebarkhormon. Ved hudsarkoidose ses ofte god effekt af lokalbehandling med hudsalve, der indeholder binyrebarkhormon.

Prednisolon er effektivt til behandling af forhøjet blodkalk. Hvis der er tendens til forhøjet blodkalk frarådes solbadning/solariebadning samt indtagelse af vitaminpiller og andre kosttilskud med D-vitamin. Kalcium findes i mælkeprodukter og ved forhøjet blodkalk tilråder man et indtag på højst en halv liter mælk og to skiver ost om dagen.

Startdosis af Prednisolon er 30-40 mg dagligt i én til to måneder. Hvis behandlingen virker efter hensigten, nedtrappes dosis over tre til fire måneder til en vedligeholdelsesdosis på 5-10 mg dagligt. Efter ét til to års behandling prøver man at trappe helt ud af medicinen.

Bivirkninger ved Prednisolon?
Før behandling med Prednisolon vil lægen opveje fordele mod ulemper og anvende den mindste dosis, som kan holde sygdommen nede. Hos nogle patienter er behandling med Prednisolon helt nødvendig for at de kan føre en normal tilværelse. Bivirkningerne ved Prednisolon varierer fra patient til patient. Nogle patienter har ingen eller kun få bivirkninger, andre har mere udtalte bivirkninger. Bivirkningerne ses først og fremmest ved høje doser og aftager når dosis sættes ned. Bivirkningerne kan være øget appetit, vægtstigning, mavesyrebesvær, blodtryksstigning, tendens til sukkersyge, afkalkning af knoglerne, tendens til blå mærker i huden og mere fylde i ansigtet med rundere kinder. Mavesyrebesvær behandles med syrehæmmende medicin. Ved langvarig behandling med Prednisolon kan det blive nødvendigt at tage kalktilskud.

Hos den enkelte patient bør bivirkningerne ved langtidsbehandling med Prednisolon afvejes overfor behandlingsgevinsten. Hvis sygdommen blusser op på ny, efter at Prednisolon er stoppet, skal behandlingen startes igen med fuld dosis, fulgt af nedtrapning, når sygdommen atter er kommet under kontrol.

Andre typer behandling
Hos enkelte patienter kan Prednisolon selv i høj dosis ikke kontrollere sarkoidosen. Hvis der under behandling med Prednisolon fortsat er aktivitet i sygdommen og fremadskridende skade på kroppens organer, bør behandlingen suppleres med en anden type medicin (cytostatikum), som også har en dæmpende virkning på kroppens immunfunktion. Der anvendes enten methotrexat, hvor dosis er 10-15 mg én gang om ugen, eller azathioprin (Imurel®), hvor dosis er 75-150 mg dagligt. Begge stoffer gives som tabletter. Behandlingen kræver regelmæssig kontrol og blodprøveanalyser med blandt andet hæmoglobin, hvide blodlegemer, blodplader, leverfunktion og nyrefunktion.

Et nyere behandlingsprincip er infliximab (Remicade®), som i stigende omfang anvendes til behandling af patienter med svær sarkoidose, hvor man ikke kan dæmpe sygdommen med Prednisolon og cytostatikum. Stoffet hæmmer granulomdannelsen ved at blokere et af kroppens vigtige immunstoffer (TNF). Infliximab gives som indsprøjtning i en blodåre hver 6.-8. uge. Behandlingen nedsætter kroppens forsvar overfor visse bakterier og kan derfor øge risikoen for infektioner.

Hos nogle få patienter med lungesarkoidose falder lungefunktionen med tiden så meget, at iltbehandling og lungetransplantation kan blive nødvendig. l årene 1992-2005 er der på Rigshospitalet transplanteret 14 patienter med lungesarkoidose.

Hjertesarkoidose kan hos enkelte patienter medføre så svært hjertesvigt, at hjertetransplantation er eneste behandlingsmulighed. l årene 1992-2005 er der på Rigshospitalet transplanteret 4 patienter med hjertesarkoidose.

Af Ole Davidsen, speciallæge i intern medicin