Brændeovnsrøg

Røgen fra brændeovne udsendes, ligesom udstødningen fra trafikken, ofte i lav højde og i områder hvor der bor mange mennesker. Det gør, at flere bliver generet af røgen. Når man har en lungesygdom, er ens luftveje og lunger ofte mere følsomme, og røgen fra brændeovne kan genere voldsomt.
Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) har set på røgen fra brændeovne i et villakvarter i Gundsømagle. Undersøgelserne viste, at i koldt og vindstille vejr kan forureningen med fine partikler i et villakvarter med brændeovne være lige så høj som på en trafikeret gade i myldretiden i Københavns centrum.
Det indeholder røgen
Røgen fra brændeovne indeholder blandt andet de giftige og kræftfremkaldende stoffer formaldehyd, tjærestoffer, benzen og dioxin. Desuden indeholder røgen fine partikler, som er med til at give danskerne luftvejslidelser, hjerteproblemer og astma.
Brændeovnsforureningen i tal
Der mangler generelt undersøgelser af brænderøgsforureningen i Danmark – af hvordan den påvirker os, af omfanget, af hvad røgen indeholder og ikke mindst hvad vi kan gøre for at nedbringe forureningen. Du kan her se nogle enkelte tal om brændefyring og brænderøgsforurening i Danmark:
Brændeovne og -kedler bidrager med ca. halvdelen af den partikelforurening, som udledes i Danmark – den anden halvdel kommer fra trafikken
Ca. 80 % af partikelforureningen er transporteret til Danmark langvejs fra – resten stammer hovedsageligt fra trafikken og fra brændeovne
Det anslås at der ca. findes 500-600.000 brændeovne og –kedler i Danmark
Brug af brændeovne og - kedler forurener meget mere end andre opvarmningsmuligheder. Udslippet af partikler pr. energienhed er ca. 250 gange større fra brændeovne- og kedler end udslippet fra kulfyrede kraftværker og ca. 600 gange større end for kraftvarmeværker der anvender træ og affald
Hver tredje nabo føler sig generet af brændeovnsrøg i større eller mindre grad, viser en undersøgelse fra DMU.


