Drop rygerum og rygekabiner
Tobaksforurenet luft er skadeligt selv i små mængder. Den eneste måde at beskytte mod de farlige stoffer i tobaksrøg er 100 procent røgfri miljøer. Det fastslår verdenssundhedsorganisationen WHO, der anbefaler at indføre lovgivning, der sikrer røgfri indendørs arbejdspladser, da rygerum og rygekabiner beskytter ikke tilstrækkeligt.
I Danmarks Lungeforening håber man, at ledelserne rundt om i Danmark vil bakke op om WHO's anbefalinger og droppe rygerum og rygekabiner.
- Der giver meget bedre mening at tilbyde medarbejdere, som ryger, hjælp til rygestop end at opstille dyre, og åbenbart ikke særligt effektive, rygekabiner rundt om på arbejdspladserne. Jeg tror på, at mange virksomheder i fremtiden vil bakke op om den 100 procent røgfri arbejdsplads, siger direktør Anne Brandt.
Tobaksforurenet luft indeholder tusindvis af kemikalier – heraf mindst 250 stoffer, der er giftige for lungerne. Allerede i 2004 slog WHO’s agentur for kræftforskning IARC fast, at passiv rygning er kræftfremkaldende for mennesker, klassificeret i samme kategori som f.eks. asbest.
Ikke-rygere, der udsættes for tobaksforurenet luft, har 20-30 pct. øget risiko for at få lungekræft eller andre lungesygdomme og 30 pct. større risiko for at få hjertesygdomme, i forhold til, hvis de ikke blev udsat. I Danmark er antallet af mennesker, der udsættes for passiv rygning på arbejdspladsen faldet siden rygeloven trådte i kraft i august 2007. Men hver femte arbejder stadig et sted, hvor der må ryges indendørs.
Læs hele artiklen "WHO: Rygerum og rygekabiner beskytter ikke" på www.cancer.dk



