Flertal af danskerne: Vi skal presses til at tage stilling til organdonation

529 på venteliste

Ved udgangen af 2011 stod 529 patienter på venteliste i Danmark:

  • 451 til en nyre
  • 32 til lunger
  • 28 til en lever
  • 18 til et hjerte


Kilde: Dansk Center for Organdonation

Der er mangel på donorer, og patienter dør, mens de venter på et nyt hjerte, en lever eller lunge.

22. februar 2011 vedtog et enigt Folketing, at der skulle udarbejdes en national handlingsplan med det formål at komme ventelisten til en organtransplantation til livs. Men ventelisterne til organtransplantion er stadig lange i Danmark, hvis vi sammenligner os med lande som Norge, Spanien og Østrig. Fælles for de tre lande er, at man har opbygget et system som effektivt identificerer mulige donorer, samtidig med, at man er god til tage hånd om pårørende og få deres accept til organdonation.

Danskerne vil presses til at tage stilling
I en ny meningsmåling lavet af Epinion for DR Nyheder siger seks ud af 10, at alle skal afkræves svar, når de bliver myndige. Det vil sige, at man skal sige ja eller nej til organdonation, når man bestiller nyt kørekort, pas eller sygesikringsbevis.

Metoden kaldes nudging, hvilket kan oversættes til ”venlig skubben”, og er taget i brug på organdonationsområdet i blandt andet Illinois i USA. Her giver man folk et venligt skub, når de skal have kørekort, og det har gjort, at over 60 % af befolkningen nu er registret i Donorregistret, tidligere var det kun omkring 30 %. I England og Tyskland arbejder man med lignende tiltag. I Danmark kender vi også til nudging på en række områder. Afstandspilene på motorvejene er en venlig opfordring til at holde afstand til den forankørende. Fodspor ved skraldespandene er en venlig opfordring til at smide sit ispapir i skraldespanden i stedet for på gaden. Gennem nudging bliver vi således opfordret til at udføre såre fornuftige handlinger.

Ved udgangen af 2011 stod i alt 529 på venteliste til et nyt organ, og antallet af danskere, der ender som organdonorer, har stort set været uændret de sidste ti år

- Det giver utroligt god mening at arbejde aktivt for få flere danskere tilmeldt donorregisteret, så vi kan hjælpe de meget syge mennesker, der, som en sidste udvej, står på venteliste til transplantation. Det er ikke nok at kommunikere det positive budskab om at melde sig som organdonor, fordi den manglende stillingtagen indebærer, at unødigt mange transplantationspatienter dør hvert år, siger direktør i Danmarks Lungeforening, Anne Brandt.

Ifølge meningsmålingen er der også flertal for en anden og mere vidtrækkende model, kaldet formodet samtykke. Det betyder, at vi alle automatisk er registreret som organdonorer, og i stedet for at vælge til om man vil være donor, så skal man vælge det fra.

Meningsmålingen viser, at 50 procent af danskerne går ind for den model. Kun 39 procent er direkte imod.

- Det er glædeligt, for vi er overbevist om, at den model vil skaffe flere donorer. Vi kender det jo alle sammen fra, hvis man er automatisk tilmeldt noget, så skal der noget til at melde fra, og det samme vil gælde her, siger direktør i Hjerteforeningen, Inge Vestbo.

Mere info

Se indslaget "Organdonation - Flertal: Tag stilling" i DR Nyhedsudsendelse bragt 4. juli 2012.

Handleplan om organdonation har ikke rykket

Patienter dør, imens de venter på organ

Fakta om organdonation

Har du taget stilling? - del din mening med brugere på dr.dk