Forskellige typer af sarkoidose

Lungesarkoidose
Omkring 95 % af alle patienter med sarkoidose har luftvejssymptomer. Hyppigst ses irritationshoste uden opspyt, vekslende grader af åndenød ved anstrengelse og trykkende smerter i brystkassen. Der kan også være gentagne lungebetændelser, fordi bronkierne trykkes sammen af forstørrede lymfeknuder ved lungeroden.
I lungerne kan granulomerne ses både i lymfeknuderne, bronkierne og i lungevævet. Hos mange patienter er det graden af lungesygdom, der er afgørende for, hvordan udfaldet af sygdommen bliver i det lange løb.
Måling af lungefunktionen er en vigtig del af undersøgelsen. Størstedelen af patienterne med lungesarkoidose har normal eller let nedsat lungefunktion. Patienter med udbredte lungeinfiltrater og bindevævsdannelse i lungerne, kan have moderat- eller svært nedsat lungefunktion.
Øvre luftveje
Omkring 1 % af patienterne har sarkoidose i de øvre luftveje, dvs. næseslimhinde, bihuler, mundhule, mandler, svælg eller strubehoved. Symptomerne kan være tilstoppet næse, gentagne bihulebetændelser, hævelse af mandlerne eller hæshed.
Knuderosen og hudsarkoidose
Knuderosen (erythema nodosum) viser sig som faste, røde elementer i huden, som er ømme ved berøring. Sarkoidose er den hyppigste årsag til knuderosen. Den optræder ved akut indsættende sygdom hos yngre personer og forekommer ofte på ben og arme. Samtidig har patienterne tit feber og ledsmerter. Knuderosen er dobbelt så hyppig hos kvinder som hos mænd. Den skyldes betændelse i de små blodkar, men der er ingen granulomer. Knuderosen forsvinder af sig selv i løbet af nogle uger.
Hudsarkoidose viser sig ved rødlige, faste, uømme, let fremspringende hudelementer, som kan være fra millimeter op til flere centimeter store og kan sidde over alt på kroppen, ofte i ansigtet. Hudsarkoidose skyldes granulomer i huden.
Hjertesarkoidose
Hos godt en tredjedel af patienterne med sarkoidose findes der granulomer i hjertet. Alligevel forekommer symptomer fra hjertet hos mindre end 5 % af patienterne. Hvis granulomerne sidder i hjertets elektriske ledningssystem, kan der optræde forstyrrelser i hjerterytmen i form af hjerteblok og hurtig- eller uregelmæssig hjerterytme. Hvis der er mange granulomer i hjertemusklen, kan det medføre hjertesvigt.



