Kun kræftsyge får hjælp til at dø en blid død

En opgørelse fra Hospice Forum Danmark viser, at 95 procent af den palliative behandling i Danmark går til kræftpatienter. Kræft er den hyppigste dødsårsag i Danmark, men er trods alt kun årsag til omtrent hver fjerde dødsfald. Men sådan en fredfyldt afslutning på livet kunne også gavne mange andre end kræftpatienter og deres pårørende, fortæller sygeplejerske Nicolai Kirkegaard, som har skrevet masteropgave om palliativ behandling til patienter med Kronisk Obstruktiv Lungesygdom (KOL).
- KOL-patienter er dødsyge. I den sidste tid lider de af slem åndenød, som gør dem angst. De har symptomer, der minder om lungecancerpatienternes — bare værre, fortæller Nicolai Kirkegaard, der senior projektleder i Danmarks Lungeforening.
Hospice er ikke kun for kræftpatienter
Danmarks Lungeforening mener, der bør ændres på det forhold, at 95 procent af den palliative behandling i Danmark i dag går til kræftpatienter.
- På kræftområdet er vi blevet rigtig dygtige til at lindre smerte, når patienten ikke kan kureres. Vi mangler en tilsvarende værktøjskasse til KOL-patienters åndenød. Ligesom på kræftområdet skal vi have en national handlingsplan, som ser på den tidlige diagnostik af KOL samt rehabilitering og palliation, siger direktør Anne Brandt.
Hos Palliativt Videnscenter (PAVI) er man enig i, at der er for lidt fokus på andre patientgrupper end kræftpatienter, når det gælder pleje til døende og deres pårørende.
- Der er mange forklaringer på det. Den ene er historisk, for da hospicetanken kom til Danmark, var den fokuseret på kræftpatienter. En anden grund er, at det er lettere at forudse et forløb for kræftpatienter end for eksempel hjerte- og KOL-patienter, som stadig er en udfordring fagligt, siger Helle Timm, chef for PAVI.
Læs hele artiklen "Kun kræftsyge får hjælp til at dø en blid død" bragt i Information, tirsdag 21. februar 2012.
Læs også mere på Palliativt Videncenters hjemmeside
Læs også "Palliativ indsats til alle med ”livstruende sygdom” er en udfordring".


