Lev stærkt og bliv alligevel gammel

Anette Garsdal, lokalformand i Lokalforening Lyngby-Taarbæk, Gentofte, Gladsaxe, Hørsholm og Rudersdal, har mødt Ruth på 83 år, der lever med den kroniske lungesygdom KOL. Det er der kommet en gribende fortælling ud af, som du kan læse her.

Lev stærkt og bliv alligevel gammel
Ruth på 83 år sidder smilende i sit smukke hjem og tænker tilbage på alle de dejlige ungdomsår, hvor lasterne styrede hendes liv. Hun sidder her i dag både med et for stort hjerte, knogleskørhed og med den alvorlige og meget udbredte lungesygdom KOL efter at have været livsnyder på fuld tid.

Jeg er kommet på besøg hos Ruth i Hørsholm, som jeg lærte at kende på et af mine KOL træningskurser. Det er bare så glædeligt, når jeg hører om hendes liv, børn og børnebørn under kaffen. Det, at høre hende fortælle om det liv, der er levet og oplevet, samtidig med at genskabelsesglimtet om denne tid viser sig i hendes øjne.

Jeg ser et menneske med 31 % lungefunktion, hvor lasterne ikke har nedbrudt hendes selvværd og givet dårlig samvittighed. Det er ikke sådan, man almindeligvis oplever KOL patienter i hverdagen.

Ruth har hele livet, dvs. indtil 1983, været storryger af både Blå Nortstate og Grøn Cecil uden filter. Hun arvede desværre sin fars rygergen med dette cigaretbehov og selvom Ruths far døde af lungekræft var det ikke noget, der fik Ruth til at stoppe. Hun røg 60-80 cigaretter om dagen og de første 8 cigaretter var allerede røget inden hun mødte på jobbet om morgenen kl. 8.

I hendes unge dage var man smart og tjekket hvis man gik rundt med en smøg. Det så man da også tydeligt på reklamerne, og ingen talte om de konsekvenser, der sidenhen ville komme. Den 12.juni 1983 tændte Ruth den smøg, som skulle blive den aller-aller sidste, for det lykkedes hende ikke at tænde den.

Som lyn fra en klar himmel var der pludselig ikke var mere sug i lungerne mere til at få ild i cigaretten. Ruth fik vejtrækningsbesvær og kraftig hoste, kom på hospitalet med en kraftig lungebetændelse og fik sidenhen problemer med hjertet - alt sammen var konsekvenserne ved rygningen

Efter denne indlæggelse stoppede hun af tvungne omstændigheder med at ryge. For ikke at få abstinenser og starte på ny med denne djævelskab, måtte hun finde et sted, hvor hun kunne få et socialt netværk, og hvor der ikke måtte ryges. Røglugten ville omgående stimulere hende til at starte igen, ja nøjagtig som en dranker, der ser en flaske. Kirken var et oplagt sted. Der var ingen røg, det sociale netværk var godt, og sangen trænede lungerne op igen. Senere på året fandt Ruth ved et tilfælde et kursus i træning og åndedræt for KOL patienter i et aftenskole katalog.

Tvivlen var stor. Kunne hun mon følge med de andre kursister? Og ville det ikke være grusomt, hvis hun under træningen ikke kunne holde vejret, og stoppe den væmmelige stønnelyd alle mennesker i supermarkedet kiggede så magtesløse på?

Mødet med omklædningsrummet gjorde Ruth glædeligt overrasket. De øvrige kursister stønnede som hende selv. Det var måske ikke særlig pænt tænkt, men inderst inde nød hun lidt de andres pusteri. Det var her, at Ruth nu skulle overvinde flovheden ved pusteriet og prøve at bevæge sig frit. Det viste sig heldigvis heller ikke at være så slemt mentalt, for her var alle ens. Ingen kiggede hverken skræmt eller bebrejdende, trods de høje støn og prustelyde, som Ruth leverede ved enhver øvelse. Tværtimod virkede de øvrige deltagere nærmest som om de sympatiserede og smilede.

Flere deltagere kom med små kommentarer som f.eks. ”Åh, hvor er det godt at høre, at andre også bliver forpustede”. De tfællesskab, som opstod her, bare fordi man var sammen med ligestillede, hjalp Ruth igennem hverdagen hele resten af ugen og lettede sygdommens besværligheder. Det, ikke at være alene med sygdomskvaler, men at kunne bearbejde dem med andre ved træningen gav en hel ny styrke i dagligdagen. Ikke blot fysisk men også det sociale blev jo her stimuleret. De positive tanker kunne få den grå hverdag til at ændre sig, så der opstod lys både til ekstra gåture og sidenhen også til lidt forkælelse af sig selv med noget god mad.

Glæden ved fællesskabet og de lykkegivende stoffer, som kroppen laver ved træning, gav Ruth en hverdag, hvor hendes kampånd nu blev stimuleret til aldrig at ryge mere. Ruth er i dag glad for alle de positive mennesker som var til stor hjælp og støtte.

Lægerne havde fortalt at det ikke var muligt at reparere den syge krop, men den nye Ruth fik en krop, der kunne klare at leve og tolerere den nedsatte lungefunktion.