Livet med KOL

Når man er rask og rørig tages livet for givet. Det er en selvfølge, at man har et godt helbred. Det der så sker, når man får en kronisk sygdom er, at man må indstille sig på en ny måde at leve livet på. Hvor betydningsfulde disse ændringer afhænger selvfølgelig af, i hvilken grad man er påvirket af sin KOL.

KOL-patienter kan selv gøre meget
Mange har imidlertid levet længe med deres KOL. Diagnosen stilles ofte, når lungefunktionen er væsentlig nedsat. Når man har en kronisk sygdom har man en sygdom, der ikke kan helbredes. Men dette er ikke ensbetydende med, at der ikke kan gøres noget. Målet er en optimal medicinsk behandling og derudover motivere til rygestop, træning og tage aktiv del i egen sygdom. Ligeledes er det vigtigt at opretholde en god ernæringstilstand, det vil sige hverken veje for lidt eller for meget.

Ændringer i dagligdagen
Når man er rask, tænker man sjældent over, hvordan kroppen fungerer. Den virker bare. Men ligeså snart noget ikke virker, bemærkes det. Dette gælder også i forhold til vejrtrækningen. Når man får KOL og begynder at opleve åndenød, kan vejrtrækningen nemt blive styrende for, hvad man egentligt har lyst til at foretage sig. For nogle vil basale gøremål som at vaske sig, klæde sig på og toiletbesøg, som tidligere er gjort ubevidst blive et problem. Det kan betyde en ændring i dagligdagen. Tingene må gøres i et andet tempo. Pludselig kan det være nødvendigt at holde pauser undervejs. Der skal måske prioriteres, hvilke opgaver der er vigtige, og hvilke opgaver man kan lade ligge eller få andre til løse, selv om det måske kan være svært at bed om hjælp. Det kan også være, at man ved at anskaffe sig de rigtige hjælpemidler bedre kan klare nogle af hverdagens gøremål. Det kunne eksempelvis være en arbejdsstol i køkkenet eller en badebænk til badeværelset.

KOL er en usynlig sygdom
KOL er en ”usynlig” sygdom. I hvile ser man jo som regel rask ud og har sjældent åndenød. Mange kan derfor opleve en manglende forståelse for omgivelserne. Samtidig er KOL en sygdom, der kan komme til udtryk på mange måder i hverdagen. Derfor er det vigtigt at prøve at forklare sine omgivelser, hvad der netop er svært og hvilke ting, der forværrer åndenøden.