Lungefibrose

Lungefibrose betyder dannelse af bindevæv i lungerne, så lungerne bliver stive og hårde. Patienten oplever tiltagende åndenød, og måling af lungefunktionen viser, at den er nedsat. Lungefibrose kan forårsages af mange forskellige sygdomme.

Hvad kan årsagen være til lungefibrose?
I mange tilfælde kender man ikke årsagen til lungefibrose. I andre tilfælde ved man, at lungefibrosen skyldes indånding af mineralstøv under arbejde som ved asbestose og silikose. Personer der har fået strålebehandling på brystkassen eller har fået kemoterapi kan også udvikle lungefibrose.

Hvilke symptomer tyder på lungefibrose?
Du skal være opmærksom på, om du dagligt oplever åndenød ved let fysisk anstrengelse. Tør hoste og influenza- lignende symptomer som træthed, vægttab, ømme muskler og led samt hævede fingerspidser og negle. Et andet symptom er, at det kan være sværere at komme sig efter sygdom.

Hvor hurtigt udvikler sygdommen sig?
For nogle udvikler sygdommen sig langsomt over år hvorimod andre får udvikling af sygdommen i løbet af månder.

Hvad er behandlingen for lungefibrose?
For nogle patienter vil behandling med medicin være en hjælp, og for andre ikke. I mange tilfælde vil man forsøge at behandle med kortison som kan medføre, at bindevævsdannelsen i lungerne stopper. Hos nogle patienter anvendes behandling med anden immunundertrykkende medicin. I alvorlige tilfælde kan lungetransplantation komme på tale.

Hvordan kan jeg leve med lungefibrose?
Det er vigtigt, at du holder dig i god form og bruger din krop og dine muskler. Undgå at ryge eller at blive udsat for passiv rygning.

Hvordan finder lægen ud af om jeg har lungefibrose?
Han måler din lungefunktion, lytter på dine lunger og tager røntgen af lungerne. CT scanning af lungerne indtager en helt central placering i undersøgelsen af lungefibrose. Hos mange patienter vil vævsprøve af lungerne komme på tale, det gøres enten ved en lille operation eller ved bronkoskopi (kikkertundersøgelse af lungerne).

Netværk
Læs mere om Danmarks Lungefibrosenetværk under Danmarks Lungeforening

Danmarks Lungeforening har også et Netværk for sjældne lungesygdomme

Du er velkommen til at tage kontakt til begge netværk.