Mindre pristigning på tobak end forventet

Prisen på en kasse øl vil stige med 7 kroner, en flaske vin med 3,50, og en pose med 600 gram lakrids vil blive 4,50 kroner dyrere. Regeringspartierne har længe varslet, at en pakke cigaretter ville stige med en 10’er til 49 kroner, men en normal pakke cigaretter stiger kun med omkring 3 kroner.
Direktør Anne Brandt i Danmarks Lungeforening siger, at det er en skuffende prisstigning, som ikke er nok til at motivere danskerne til rygestop.
- Her gik vi lige og glædede os over, at der nu skulle sættes handling bag de gode ord om sunde lunger i Danmark med udsigten til flere med et bedre og længere liv. Vi hørte op til valget om, at vi kunne forvente mærkbare prisstigninger på tobak.
Forebyggelseskommissionen forslog i sin tid 50 kroner pr. pakke og S/SF/R lagde før valgte op til en prisstigning på 10 kroner, så forventingerne om en prisstigning var positive.
- Vi ved fra udlandet, at en reel prisstigning virkeligt rykker ved beslutningen om at være ryger eller ej, og så kom udspillet på plus 3 kroner i dag. Det er både er ærgerligt og skuffende. Hvis vi ønsker at færre danskere skal ryge i fremtiden, havde vi chancen for at sætte effektivt ind nu, og her tænker jeg allermest på forebyggelse af rygedebut hos teenagerne og de unge.
I Danmarks Lungeforening er man enig med formand for forebyggelseskommissionen Mette Wiers udtalelse fra tidligere om, at pengepungen "er det mest følsomme sted på kroppen".
Læs også om Kræftens Bekæmpelses kommentarer til finansloven i Politiken artikel "Slik og sprut stiger - tobak bliver skånet", 3. november 2011.
Vidensråd for Forebyggelse peger på Norge, hvor antallet af rygere er lavere og prisen på smøger meget højere. "Ekspert: Tre kroner øger ikke sundehden". JP, 3. november 2011.
Prisen på tobak skal stige langt mere, hvis færre danskere skal ryge, lyder det fra Hjerteforeningen, "Hjerteforeningen raser over lave afgifter", Information, 3. november 2011


