NIV- og respiratorbehandling

Vejrtrækningssvigt
Hvis du har en meget slem forværring, vil du opleve at du skal bruge mange kræfter på at trække vejret på grund af de forsnævrede luftveje, hvor modstanden mod luftstrømingen er meget større end i normale luftveje. Dine vejrtrækningsmuskler skal altså udføre et meget større arbejde end de normalt skal kunne klare, og hvis denne ubalance står på igennem længere tid er der en risiko for at vejrtrækningen gradvist begynder at blive utilstrækkelig – der er med andre ord tale om et vejtrækningssvigt.

Behandling
Når dette sker kan det blive nødvendigt at aflaste dine vejrtrækningsmuskler og lade en maskine helt eller delvist overtage vejrtrækningen. Tidligere var der kun én mulighed for at gøre dette, nemlig ved respiratorbehandling, hvor en maskine helt overtager vejrtrækningen. I dag har man på de fleste hospitaler mulighed for en mere skånsom respiratorbehandling, hvor patienten fortsat er vågen og selv trækker vejret, men via en tætsluttende ansigtsmaske er der en maskine der støtter vejrtrækningen og blæser luft under overtryk ned i lungerne i takt med din egen vejrtrækning. Denne behandling kaldes ”non-invasiv ventilation” (NIV). Nogle steder betegnes behandlingen også som BiPAP-behandling.

Undersøgelser
For at finde ud af om du har brug for denne behandling er man nødt til at tage håndledsblodprøver, hvor man kan vurdere ilt- og kultveilteindholdet i blodet samt blodets surhedsgrad (pH). Specielt hvis kultveilteindholdet stiger og pH falder tyder det på at vejtrækningen er ved at svigte og der er brug for støtte, enten med NIV eller med en respirator.

NIV og respiratorbehandling
Ofte vil behandlingen kun være nødvendig i nogle få dage. NIV bruges typisk i 1 – 3 dage med indlagte pauser hvor du kan spise, drikke, indtage medicin og komme på toilettet. Når forværringen er på retur vil man stoppe med NIV igen. Der er færre bivirkninger til NIV end til almindelig respiratorbehandling. Ved sidstnævnte ser man nogle gange alvorlige lungebetændelser forårsaget af behandlingen, men det ses i praksis ikke ved NIV. Nogle får tryksår pga. NIV-masken, og den kraftige luftstrøm til masken kan også virke generende. Hvis man har tendens til klaustrofobi kan det være svært at tolerere den tætsluttende ansigtsmaske. NIV er som nævnt mere skånsom end almindelig respiratorbehandling, men hos de allermest syge patienter kan det være nødvendigt at bruge respiratorbehandling alligevel, fordi den giver bedre mulighed for et højt ilttilskud og for total aflastning af vejrtrækningen, i modsætning til NIV.


Nogle lungemedicinske afdelinger kan tilbyde NIV uden at du skal overflyttes til en anden afdeling, men på mange hospitaler er det nødvendigt at blive overflyttet til en intensiv afdeling for at få behandlingen.

Afklar hvilken behandling du ønsker
Det er vigtigt at du sammen med din familie og den læge der har ansvaret for din hospitalsbehandling får drøftet om du skal behandles med NIV eller med respirator hvis vejrtrækningen svigter under en forværring i sygdommen. Nogle gange er lungerne så dårligt fungerende at der er tale om slutstadiet af et kronisk lungesvigt, og der vil respiratorbehandling og NIV ikke hjælpe, men kun forlænge lidelserne. Det er bedre at få drøftet fordele og ulemper ved NIV og respiratorbehandling i en rolig fase af sygdommen, frem for at skulle afklare dine ønsker til behandlingen i det akutte forløb under tidspres.

Kort og godt

  • Under en forværring vokser vejrtrækningsarbejdet pga. større modstand i de forsnævrede luftveje. Hvis vejrtrækningsmusklerne ikke længere kan klare det store arbejde opstår der et vejrtrækningssvigt.
  • Vejrtrækningssvigt behandles enten med en respirator der helt overtager vejrtrækningen eller med en maskeventilation (NIV) der støtter din egen vejrtrækning.
  • NIV er mere skånsom end respiratorbehandling, men ved meget svære vejrtrækningssvigt er NIV ofte utilstrækkeligt og man må ty til respiratorbehandling.
  • Ved NIV kan man som regel nøjes med 1 – 3 dages behandling og der kan indlægges pauser, hvor du kan spise, drikke, indtage medicin og komme på toilettet.
  • Ved slutstadiet af et kronisk lungesvigt vil hverken NIV eller respiratorbehandling hjælpe, men kun forlænge lidelserne. Det er en god ide at du i en rolig fase af sygdommen – sammen med din familie og din hospitalslæge – får afklaret dine ønsker til NIV og respiratorbehandling i tilfælde af at der indtræder et vejrtrækningssvigt