Ny dansk tuberkulosevaccine på vej
Den livsfarlige og meget smitsomme sygdom tuberkulose har ramt hvert tredje menneske i verden. Danske forskere har nu fundet en effektiv vaccine.
Om ti år vil det i langt højere grad end i dag være muligt at bekæmpe tuberkulose (tb). I hvert fald hvis alt går efter planen med den banebrydende tb-vaccine H56. Vaccinen testes nu på 25 mennesker, efter at forsøg med mus har vist, at vaccinen er både sikker og effektiv.
Tuberkulose slumrer indtil den slår til
Omkring en tredjedel af Jordens befolkning bærer på den frygtede tuberkulose - men heldigvis i en dvaletilstand. Tuberkulosebakterien - Mycobacterium tuberculosis - går nemlig kun i farligt udbrud hos hver tiende smittede. Bakterien ligger typisk i dvale lungerne. Dér gemmer den sig indtil den smittedes immunsystem er i så ringe form, at den kan slå til. Typisk går sygdommen i udbrud, fordi værten er underernæret, og så smitter man let sine medmennesker gennem hoste.
Så længe tuberkulosen bliver forhindret i at gå i udbrud, smitter den ikke - og man mærker ikke, at man har den. Den nye vaccine - H56 - sørger for, at Mycobacterium tuberculosis aldrig går i udbrud.
Kolossal betydning
Hvis H56 fortsætter med at levere gode resultater, kan den få stor betydning for den globale tb-epidemi, forudser professor Peter Lawætz Andersen. Han er vicedirektør og forskningschef på Statens Serum Institut (SSI), hvor H56 er udviklet.
»Vaccinen har performet godt, uanset hvor vi har tjekket den. Hvis den fortsætter med at gøre det, kan den få en betragtelig betydning. Det vil måske være for stort at sige, at H56 kan udrydde tb, men den vil i hvert fald have en kolossal betydning for den globale epidemi,« siger Peter Lawætz Andersen.
Den første del af afprøvningen gik i gang for en måned siden og foregår i Sydafrika, hvor 60-70 pct. af befolkningen er smittet med tb. Det er første gang, at en tb-vaccine bliver afprøvet direkte i den population, den er tænkt at skulle anvendes på.
»Vaccinen er designet til der, hvor problemet er størst. Derfor har vi prioriteret at starte vores afprøvning direkte i Afrika,« siger Peter Lawætz Andersen.
Læs artiklen "Tuberkulosevaccine testes på mennesker" på www.dagensmedicin.dk
Læs artiklen "Ny dansk vaccine skal udrydde tuberkulose" på www.videnskab.dk
Mere information om tuberkulose
Kontakt overlæge, dr. med. Niels Seersholm, mobil 29 34 74 40 eller e-mail seersholm@dadlnet.dk



