Sarkoidosens påvirkning af kroppen

Knogler og knoglemarv
Granulomer i knoglerne kan forårsage svind af knoglevæv. Udbredelsen af knoglesarkoidose kan vurderes med røntgenbilleder og skanning af knoglesystemet med et radioaktivt stof indsprøjtet i en blodåre (knogleskintigrafi).

Der ses hyppigt enkelte granulomer i en vævsprøve fra knoglemarven. Hos nogle få patienter ses mange granulomer, hvilket kan medføre påvirkning af knoglemarvens funktion, for eksempel med lav blodprocent (anæmi), et lavt antal hvide blodlegemer eller et lavt antal blodplader. En lav blodprocent kan give træthed og hovedpine og et lavt antal hvide blodlegemer kan medføre hyppige infektioner.

Lever
Halvdelen af patienterne med sarkoidose har enkelte granulomer i en vævsprøve fra leveren. Omkring 6 % af patienterne har så mange granulomer, at leverfunktionen bliver påvirket (det kaldet sarcoid hepatitis). Det viser sig ved forhøjede leverenzymer og galdefarvestof (bilirubin) i blodet. Påvirket leverfunktion kan vise sig ved træthed, nedsat appetit og gulsot.

Øjne
Omkring 10 % af patienterne har gener fra øjnene, hyppigst i form af rødme og irritation. Hos nogle optræder regnbuehindebetændelse (uveitis), som giver smerter og synsforstyrrelser. Regnbuehindebetændelse kan være det første symptom på sarkoidose. Patienter med sarkoidose bør derfor undersøges af en øjenlæge.

Led og muskler
Omkring 14 % af patienterne med sarkoidose har ledsmerter. Ved akut indsættende sarkoidose ses ledsmerter, ledsvulst og tegn til ledbetændelse hyppigst i de store led (ankelled, knæled, albueled). Årsagen til denne type ledsmerter er en særlig immunreaktion, idet der ikke findes granulomer i leddene. Som regel aftager ledsmerterne af sig selv indenfor et par måneder. Hos nogle patienter kan ledsmerterne dog fortsætte i længere tid, selv om sygdomsaktiviteten i andre organer aftager. Ved længerevarende sarkoidose kan der optræde kroniske ledsmerter, som skyldes
granulomer i ledkapsel, seneskeder eller i de tilstødende knogler. Her vil et røntgenbillede af leddet og en skanning af knoglerne (knogleskintigrafi) støtte diagnosen.

Muskelsmerter kan ses ved akut indsættende sarkoidose og skyldes formentlig en særlig immunreaktion i vævet. Ved længerevarende sygdom forekommer en kronisk form for muskelsmerter, der forårsages af granulomer i musklerne.

Nervesystemet
Man skelner mellem centralnervesystemet, der omfatter hjerne og rygmarv - og det perifere nervesystem, der omfatter de nerver, der fra hjerne og rygmarv fører ud i de indre organer, muskler og hud.

De perifere nerver kan angribes af sarkoidose. Det viser sig mest som betændelse i én enkelt nerve (mononeuritis). Oftest går det ud over nerven til ansigtets muskulatur. Det medfører halvsidig lammelse af ansigtsmusklerne og hængende mundvig og besvær med at lukke øjet (kaldet facialisparese). Også andre perifere nerver kan angribes med føleforstyrrelser og lammelser.

Sarkoidose angriber hos enkelte patienter centralnervesystemet og kan medføre en række neurologiske symptomer herunder hovedpine, svimmelhed, føleforstyrrelser og lammelser.

Forhøjet blodtryk og nyresten
Forhøjet mængde kalk i blodet (plasma calcium) ses hos 6 % af patienterne med sarkoidose, og 12 % har øget kalciumudskillelse i urinen.

Langvarig solbadning eller solarium øger dannelsen af aktivt D-vitamin i huden. Hos nogle patienter er det første symptom på sarkoidose forhøjet blodkalk, udløst af intensiv solbadning. Stærkt forhøjet blodkalk giver almen svækkelse, kvalme, opkastning, tørst, appetitløshed og nedsat nyrefunktion.

Nyrefunktionen kan være nedsat alene på grund af forhøjet blodkalk. Desuden kan en øget kalciumudskillelse med urinen forårsage stendannelse i urinvejene. Sten i urinlederne er hos nogle patienter det første symptom på sarkoidose. Hos nogle få patienter kan granulomer i nyrevævet medføre nedsat nyrefunktion.

Lymfeknuder
Hos alle mennesker ligger de centrale lymfeknuder i brystet og maven, og kan ses ved røntgenundersøgelse af lungerne og ultralyds-skanning af maven. Desuden findes perifere lymfeknuder på halsen, i armhulen og i lysken. Hos raske personer er lymfeknuderne så små, at de ikke kan føles. Hos over halvdelen af patienterne med sarkoidose vokser de centrale lymfeknuder, og hos ca. 13 % tiltager de perifere lymfeknuder i størrelse, så man kan føle dem. Lymfeknuderne er faste, men er ikke ømme og giver kun gener, hvis de bliver meget store.