Seksuallivet med KOL

En række aspekter af livet bliver påvirket, når man får konstateret KOL – også seksuallivet, der for mange bliver mere vanskeligt.

Ved et møde om seksuallivet med kronisk lungesygdom blev patienterne spurgt, hvad de kunne tænke sig blive bedre til. Svarene lød bl.a.:At kunne gennemføre samleje med den mindste grad af anstrengelse, At blive mere tryg ved vejrtrækningen i forbindelse med sex”, og ”At tage stressen ud af samlejet”.


Seksuallivet er forandret
Der er især tre årsager til at seksuallivet kan være forandret, når man får kronisk lungesygdom:

  • Åndenød, hoste og andre fysiske symptomer
  • Psykologiske faktorer, f.eks. depression, utilfredshed med sig selv og sin krop
  • Bivirkninger ved medicinen.


Åndenød
Det er indlysende, at en person, som lider af svær lungesygdom, vil have vanskeligt ved at gennemføre et samleje. Selv den mindste anstrengelse vil  fremkalde en forværring i vejrtrækningsproblemerne.


- Et kys på munden indebærer, at man ikke kan trække vejret imens, hvilket kan medføre ubehag og angst allerede under forspillet til det seksuelle samvær. Når lungepatienter oplever sex, som stressende skyldes det givetvis, at åndenød og kvælningsfornemmelse er en stærkt angstprovokerende følelse, fortæller overlæge Martin Døssing.

Derimod oplever de fleste med let til moderat lungesygdom ingen væsentlige vejrtrækningsproblemer under samleje.

 

Psykologiske faktorer
Psykologiske faktorer spiller en afgørende rolle for lungepatienters seksuelle adfærd og livskvalitet. ”Jeg føler mig ikke som en rigtig mand”, hører man ofte mandlige lungepatienter sige. Denne følelse skyldes, at den seksuelle rollefordeling kan være ændret på grund af sygdommen, fortæller Martin Døssing:


- Den lungesyge mand, var måske den, der førhen tog initiativ til det seksuelle samvær, hvorimod han nu føler sig svag, og modvilligt må ændre seksuelle vaner og samlejestillinger. Mange lungesyge føler sig også ”ulækre” og ”frastødende” på grund af forskellige fysiske symptomer – en opfattelse, som i nogle tilfælde deles af deres partner og det kan naturligt nok hæmme lysten og overskuddet til sex.


Mange kronisk lungesyge – ikke mindst patienter med svær KOL og lungefibrose – lider i perioder af depressioner, hvilket i sig selv kan påvirke lysten til sex i negativ retning.

Bivirkninger ved medicinen
En del medicin, som bruges i behandlingen af lungesygdomme hæmmer mandens rejsningsevne og – skønt det ikke er særligt grundigt undersøgt – utvivlsomt også kvindens seksuelle funktion. Det drejer sig bl.a. om binyrebarkhormoner (forebyggende inhalationsmedicin), blodtrykssænkende medicin og anti-depressiver.

Hvad kan man selv gøre:
Seksualiteten er ikke altid afgørende for et godt samliv, og mange lever godt i et kærligt parforhold med nærhed og omsorg uden decideret seksuel aktivitet. En del KOL-patienter ønsker imidlertid at kunne holde liv i seksuallivet på trods af sygdommen, og i de tilfælde findes en række råd:

Fysisk træning
Undersøgelser har vist, at hvis man træner sig i generelt bedre fysisk form, får man betydeligt mere udbytte af det seksuelle samvær. Fysisk træning et par timer 2-3- gange om ugen vil hjælpe på konditionen og følelsen af åndenød.

Vejrtrækningsøvelser
Ved hjælp af vejrtrækningsteknikker kan man få bedre styr på åndenøden og forebygge åndenøds-anfald. At trække vejret med maven og ”fløjte-mund”-øvelsen er to gode grundlæggende øvelser.

Snak åbent om problemerne
Seksuelle problemer håndteres bedst af par, som før sygdommens udbrud levede i et rummeligt og kærligt forhold. For at håndtere seksuelle problemer er det vigtigt med god kommunikation i form af samtale, åbenhed og specifik hjælp og anvisninger.

Nye samlejestillinger
Der findes en række energibesparende samlejestillinger, der stiller mindst muligt krav til den fysiske udfoldelse. Disse er forskellige for mænd og kvinder, og samtidig varierer det ofte fra person til person, hvad der virker bedst. Se samlejestillinger her.

Vælg tidspunkter med mest overskud
Det kan være en hjælp at vælge passende tidspunkter på dagen, hvor man har mest overskud. Det kunne for eksempel være sidst på formiddagen, hvor mange føler sig udhvilede og hosten måske er mindre udtalt.

Luftvejsudvidende medicin
½ til 1 time før samleje, kan man tage medicin, der udvider luftvejene (også kaldet bronkieudvidende medicin). Dette kan både forbedre den fysiske præstation og øge trygheden.

Undgå lægemidler, som hæmmer seksualiteten
Som tidligere nævnt er der visse lægemidler til KOL-patienter, der hæmmer lysten til sex. Det kan derfor være en hjælp, hvis man i samråd med sin læge kan undgå disse lægemidler og evt. finde andre lægemidler, der ikke har samme bivirkninger.

Kilde: Martin Døssing, overlæge, dr. med., Frederikssund Sygehus, ”Lungesygdom og seksualitet” i bogen ”Krop, sygdom og seksualitet” fra 2006.