Slut med lungebetændelser efter respiratorbehandling
Kortere indlæggelsestid og færre udgifter til medicin. Det er de gevinster, som sygehusafdelinger kan høste, hvis de indfører en særlig tjekliste for respiratorpatienter. Tjeklisten er en del af patientsikkerhedsprogrammet Patientsikkert Sygehus, som foregår på sygehusene i Hillerød, Næstved, Kolding, Horsens og Thisted. Gevinsten er økonomisk set større end udgifterne ved at øge indsatsten over for de udsatte patienter. Sådan skriver nyhedsbrevet Altinget - Sundhed i dag.
I samme anledning kunne intensivafsnittet på Hospitalsenheden Horsensi går fejre, at der var gået 300 dagen siden man sidst oplevede en lungebetændelse i forbindelse med respiratorbehandling. Dermed har afdelingen nået et vigtigt delmål i Patientsikkert Sygehus, og det blev fejret blandt andet ved, at afdelingen fik overrakt et Patientsikkert Sygehus-diplom. Sygehuset udsendte en pressemeddelelse om begivenheden, og den blev nævnt blandt andet i morgennyhederne på P4.
Læs mere om Patientsikkert Sygehus her
Pressemeddelelse fra Hospitalsenheden Horsens 01.02.2012
På Hospitalsenheden Horsens er der d. 1. februar 2012 gået 300 dage siden man sidst oplevede en lungebetændelse i forbindelse med respiratorbehandling. ’Vi ved, at næsten halvdelen af de svært syge patienter, der udvikler en lungebetændelse i forbindelse med respiratorbehandling dør – så det er et helt åbenlyst kvalitetsløft til gavn for patienterne’, udtaler Cheflæge Jørgen Schøler Kristensen.
Hospitalsenheden Horsens deltager som ét af 5 hospitaler i projekt Patientsikkert Sygehus. I forbindelse med projektet skal hospitalet indføre 12 pakker – én af disse er respiratorpakken, som blandt andet har til formål at undgå at patienter får lungebetændelse. ’De forbedringer, som vi har indført er relativt enkle – eksempelvis skal hovedgæret eleveres til mellem 30 og 45 grader, der skal udføres systematisk mundhygiejne, og man skal dagligt vurdere, om patienten kan tages ud af respiratorbehandling. Selvom tiltagene er enkle, er de effektfulde, udtaler Oversygeplejerske Marie-Louise Ulsøe.
Hospitalsenheden Horsens havde tidligere lungebetændelser i forbindelse med respiratorbehandling – ikke mange, men de forekom flere gange om året. Internationalt har man vist, at man ved at indføre respiratorpakken kan reducere hyppigheden af disse lungebetændelser med knap 50 % - og dette er nu også lykkedes i Horsens.
Det overordnede mål med Patientsikkert Sygehus er at nedbringe antallet af dødsfald med 15 % og antallet af skader med 30 %. På disse overordnede mål er det på nuværende tidspunkt for tidligt at konkludere noget statistisk, men på de 12 pakker man arbejder med, er man ved at opnå rigtig gode resultater. Eksempelvis er man blevet mere systematiske omkring at finde og behandle liggesår; pleje og fjerne katetre samt opspore og behandle blodforgiftning tidligt i forløbet.
Mere information
Projektleder Søren Schousboe Laursen på 7842 5038 eller Oversygeplejerske Marie-Louise Ulsøe 7842 5303


