Spørg om medicin døgnet rundt

Apotekerne tilbyder nu direkte rådgivning 24 timer i døgnet ved salg på nettet. En døgnåben rådgivningslinje tilbyder direkte chat med sundhedsfagligt personale, når du køber medicin på www.apoteket.dk

Selvom klokken er slået tre om natten, når du handler medicin på apoteket.dk, skal du stadig have mulighed for at få rådgivning om din medicin. Og har du i andre situationer brug for at stille spørgsmål om brug af medicin, får du nu også mulighed for at ringe til apoteket - 24 timer i døgnet.

Apotekerne i Danmark lancerer i dag både en rådgivningslinje og mulighed for direkte chat, hvor sundhedsfagligt personale sidder klar til at besvare dine spørgsmål døgnet rundt.

"Vi er meget stolte af at kunne flytte den gode rådgivning, som vi kender fra skranken på apoteket, ind i den virtuelle verden. Vi synes, at danskerne skal have samme kompetente rådgivning om lægemidler, når de går på apoteket.dk," siger Birthe Søndergaard, sundhedsfaglig direktør i Danmarks Apotekerforening.

Apotekerne har taget skridtet med både chat- og telefonrådgivning, fordi man på apoteket.dk kan se, at danskerne i stigende grad både handler og søger gode råd om deres brug af medicin.

"Hver uge er mere end 70.000 danskere inde og søge rådgivning på apoteket.dk, og vi oplever, at et stigende antal også vælger apoteket.dk til en tryg og sikker handel med både håndkøbslægemidler og receptmedicin. Alle bliver nu tilbudt rådgivning, selvom de handler klokken 3 om natten," siger Birthe Søndergaard.

Rådgivningslinjen kører de næste ni måneder som et pilotprojekt.

Læs mere på www.apoteket.dk
 


Sådan virker det

Når du lægger din medicin i den virtuelle indkøbskurv, vil du blive spurgt, om du ønsker rådgivning eller ej. Svarer du ja, åbner et chat-vindue i siden af skærmen - og i den anden ende sidder en farmaceut eller farmakonom fra apoteket klar til at hjælpe.

Du kan også vælge at ringe til den nye døgnåbne rådgivningslinje, hvis du har spørgsmål til din medicin.

 

For yderligere oplysninger kontakt:
Birthe Søndergaard, sundhedsfaglig direktør i Danmarks Apotekerforening, telefon 51 51 98 42.
Tine Kastrup-Misir, teamleder for web i Danmarks Apotekerforening, telefon 21 43 74 15.