×
×

Hæderspris til fysioterapeut og lungeekspert

Hæderspris til fysioterapeut og lungeekspert

Barbara C. Brocki modtager Danske Fysioterapeuters Pris 2018.

Årets prismodtager har givet lungefysioterapi et fagligt løft og medvirket til at udbrede evidens og kendskab til området.

Barbara C. Brocki er fysioterapeut og ph.d. indenfor respirationsfysioterapi og træning. Hun er ansat ved Aalborg Universitetshospital som fysioterapeut og er desuden forsker, praktiker og medlem af bestyrelsen i Dansk Selskab for Lunge- og Hjertefysioterapi.

Hun er også redaktør og medforfatter på den nyeste grundbog i lungefysioterapi, den første på dansk, der tager udgangspunkt i forskning.

I tildelingen har priskomiteen lagt vægt på, at Barbara C. Brocki har givet hjertelungeområdet et stort fagligt løft, og at prismodtageren er engageret og hårdtarbejdende samt afholdt og vellidt blandt sine kolleger.

 

Fra pepfløjte til moderne fysioterapi

Rasmus Gormsen Hansen, formand for Dansk Selskab for Lunge- og Hjertefysioterapi, har været med til at indstille prismodtageren med den begrundelse, at Barbara Brocki har gjort et ekstraordinært stort arbejde indenfor lunge- og respirationsfysioterapi.

- Da vi startede Fagligt Selskab for Hjerte- og Lungeterapi for ti år siden, var lungeterapi noget med en pepfløjte. Barbara har aktivt været med til at trække området ind i den moderne fysioterapi og fået os til at reflektere over hvad det er, vi gør. Det er også Barbara, der har hevet inspiratorisk muskeltræning til landet og gjort behandlingsformen tilgængelig. Med Barbara i spidsen har feltet gennemgået en udvikling, hvor evidensen er blevet tydeligere, kombineret med høj faglig viden og rationale for behandlingen. Dertil er Barbara imødekommende, forstående og har altid tid til refleksion og faglig sparring, siger Rasmus Gormsen Hansen.

 

En velfortjent hæder

I 2012 modtog Barbara C. Brocki haen bevilling på 50.000 kr. fra Danmarks Lungeforeningens Fond til at forske i respirationsmusklers styrke, fysisk formåen og livskvalitet.

Lungeforeningen har et tæt samarbejde med Dansk Selskab for Lunge- og Hjertefysioterapi, og fysioterapi spiller en vigtig rolle for lungepatienter i hele landet.

- Det er virkeligt dejligt at se, hvor langt vi er kommet med at udbrede lungefysioterapi siden 2012, og det er meget fortjent, at Barbara C. Brocki får denne pris for hendes arbejde med at give fysioterapien et gennembrud inden for lungeområdet. Det er jeg både stolt af og glad for, at Lungerforeningen har bidraget til at opnå, siger Anne Brandt, som er direktør for Lungeforeningen.

Danske Fysioterapeuters Pris på 50.000 kroner gives hvert år til en fysioterapeut, der har gjort en særlig indsats for professionen, faget, kollegaerne eller foreningen.

 

Mere information

Kontakt Lungeforeningens rådgiver, fysioterapeut Agnete Haarder