×
×

Iltbrugere kan ikke bare slukke for strømmen

Sidst opdateret: 
13-09-2022

De stigende elpriser betyder, at vi skal betale markant mere for almindelige hverdagsting – men for nogle handler det også om overlevelse. Det gælder særligt lungesyge, der er afhængige af deres iltapparater. Det er Anita Johansen et eksempel på. Anita er afhængig af en iltmaskine døgnet rundt og det koster hende mange penge, nu, hvor elpriserne er på himmelflugt.

Godt nok får Anita og andre, der har brug for ilt i hjemmet, hjælp af regionen til den udgift, som de har til el. Det sker ved, at iltleverandøren refunderer patienten med et fast beløb pr. brugt kilowatt, og iltleverandøren kompenseres så efterfølgende af regionen. Det sker efter nogle allerede fastsatte takster, og her opstår problemet, når priserne stiger, for den kompensation iltbrugerne får står ikke mål med den udgift, de har til apparatet, og det skal der findes en løsning på snarest mener Lungeforeningen.

"Vi har i vores rådgivning fået flere henvendelser om problemstillingen. Det kan ikke være rigtigt, at lungepatienter, der har brug for ilt i hjemmet, pludselig skal stå med en stor ekstraregning, fordi priserne stiger. Her må regioner og iltleverandører hurtigt finde nogle løsninger på de tilbagebetalingsaftaler, de har, så de matcher de stigende elpriser, og lungepatienterne ikke lades i stikken. Det er i forvejen ofte patienter, der ikke har så mange penge og har det svært på grund af deres sygdom. Derfor har de brug for, at bekymringer over elpriser fjernes. Iltbehandling er en vigtig behandling, der er lægeordineret, så de skal naturligvis have råd til det iltapparat, som er vigtigt for dem", siger direktør Anne Brandt fra Lungeforeningen.

Du kan læse hele artiklen Anita er afhængig af ilt og rammes af vilde elpriser: 'Jeg kan ikke bare slukke for strømmen' på BT.dk