×
×

COVID-19 vaccination: Få svar på de mest stillede spørgsmål

Sidst opdateret: 
14-05-2021

OBS! I januar 2021 oprettede Lungeforeningen denne FAQ om Covid-19 vaccination. Indholdet på siden er løbende blevet opdateret i takt med, at vaccinationsprogrammet er blevet udrullet i Danmark. Vær obs på, at FAQ'en kan indeholde information om Covid-19 vaccination, der ikke længere er aktuelt. 

Udrulningen af COVID-19 vaccinationen er i fuld gang i Danmark, og vi ved, at mange af Lungeforeningens medlemmer ser frem til at blive vaccineret efter et helt år i nærmest totalt isolation. Her får du svar på de mest stillede spørgsmål om vaccinen. 

Lungeforeningen får i øjeblikket en del henvendelser i rådgivningen, og vi er meget opmærksomme på, at det kan virke uigennemskueligt, hvornår man bliver tilbudt vaccinen.

Lungeforeningen er i løbende dialog med sundhedsmyndighederne, Dansk Lungemedicinsk Selskab (DLS), Dansk Selskab for Pædiatrisk Allergologi og Pulmonologi (DSPAP), Dansk Pædiatrisk Selskab (DPS) samt patientorganisationer som fx Danske Patienter og Danske Handicaporganisationer.  

Alt information er baseret på materiale fra Sundhedsstyrelsen. Indholdet kan ændres løbende. Du kan holde dig dagligt opdateret på: www.sst.dk/da/corona/Vaccination-mod-COVID-19.


Hvem bliver tilbudt vaccination mod COVID-19? 
Alle borgere i Danmark vil på et givent tidspunkt få tilbudt vaccinen mod COVID-19. Da der ikke er nok vacciner til alle i Danmark lige nu, har Sundhedsstyrelsen lavet en faglig prioritering af hvem, der får vaccinen hvornår ud fra 3 kriterier: 
  1. Minimering af død og alvorlig sygdom som følge af COVID-19.
  2. Minimering af smittespredning og epidemikontrol.
  3. Sikring af samfundskritiske nøglefunktioner.
Du kan finde dig selv i den prioriteret rækkefølge nedenfor. Du kan også finde den udtømmende liste over mennesker i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb i det faglige grundlag: Personer med øget risiko for COVID-19. Du kan altid ringe til Lungeforeningens rådgivning eller se her, hvornår du kan ringe direkte til vores frivillige rådgivere, som kan rådgive i forhold til børn, unge og voksne. 
 
Sundhedsstyrelsens sundhedsfagligt prioriterede rækkefølge for udrulningen: 

1. Personer som bor i plejebolig mv. (hovedparten er vaccineret)
2. Personer med alder ≥ 65 år som modtager både personlig pleje og praktisk hjælp (hovedparten forventes at være vaccineret i løbet af marts)
3. Personer med alder ≥ 85 år (hovedparten forventes at være vaccineret i løbet af marts)
4. Personale i sundheds-, ældre- og udvalgte dele af socialsektoren med særlig risiko for smitte, eller som varetager en kritisk funktion (hovedparten forventes at være vaccineret i løbet af marts)
5. Udvalgte personer med tilstande og sygdomme, som medfører særligt øget risiko for alvorligt forløb ved COVID-19 samt udvalgte pårørende (hovedparten forventes at være vaccineret i løbet af marts)
6. Udvalgte pårørende til personer med særligt øget risiko for et alvorligt forløb eller pårørende som er en uundværlig omsorgs- eller plejeperson (hovedparten forventes at være vaccineret i løbet af marts)
7. Personer med alder 80-84 år (målgruppen begynder vaccination fra midten af marts).
8. Personer på 75-79 år
9. Personer på 65-74 år
10 A. Personer på 60-65 år (fødselsårgang 1957-1961).
10 B. Personer på 55-59 år (fødselsårgang 1962-1966).
10 C. Personer på 50-54 år (fødselsårgang 1967-1971).
10 D1. Personer på 16-19 år + 45-49 år (fødselsårgang 1972-1976 og 2002-2005).
10 D2. Personer på 20-24 år + 40-44 år (fødselsårgang 1977-1981 og 1997-2001).
10 D3. Personer på 25-29 år + 35-39 år (fødselsårgang 1982-1986 og 1992-1996).
10 D4. Personer på 30-34 år (fødselsårgang 1987-1991).

Hvad er forskellen på særligt øget risiko og øget risiko for et svær forløb med COVID-19 ift. at få vaccinen? 
Forskellen er, at mennesker i særligt øget risiko adskiller sig fra mennesker, som er i øget risiko ved fx at have aktuel sygehuskontakt, have høj sværhedsgrad af en eller flere sygdomme, som er listet i det faglige grundlag for personer i øget risiko for svært forløb med COVID-19. Det vil sige, at mennesker i den øget risikogruppe ikke nødvendigvis vil være i den særligt øget risikogruppe.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er langt de fleste mennesker i målgruppe 5 på nuværende tidspunkt enten visiteret, inviteret eller vaccineret. Gruppe 5 bliver nu afviklet, men med mulighed for i en kort periode stadig at tilbyde en fremskyndet vaccination. Denne mulighed gør sig gældende fra d. 19. marts 2021. Kriterierne for visitation til gruppe 5 skærpes med tillæg til hidtidige kriterier: 

  • Personer under 65 år 
  • Konkret lægefaglig vurdering af, af personen prognose vil forringes væsentligt, hvis vaccination afventer 1-3 måneder aktuel sygehuskontakt
  • Flere samtidige sygdomme
  • Udtalt polyfarmaci (brugen af mindst 5 forskellige receptpligtige mediciner)
  • Nedsat funktionsevne og eller høj alder

Læs mere om afvikling af gruppe 5.


Hvornår kan jeg regne med, at det bliver min tur til at blive vaccineret mod COVID-19? 
Vaccinationsprogrammet er allerede godt i gang. Sundhedsstyrelsen har udsendt en vaccinationskalender, hvor du kan orientere dig om, hvornår du kan forvente, at det bliver din tur. Der er flere af grupperne, hvor vaccination allerede er påbegyndt, og derfor kan du opleve, at nogle som tilhører samme gruppe som dig, allerede er blevet indkaldt og vaccineret første gang. På grund af vaccinemængden er der ingen, der kan sige præcist, hvornår det bliver din tur til at blive vaccineret.


Hvordan bliver jeg visiteret til at få COVID-19 vaccinen? 
Først og fremmest skal du holde godt øje med din e-boks eller din postkasse. Du vil blive indkaldt til via din e-boks eller brev. Her vil der stå forklaret, hvordan du booker tid til vaccination, og hvor du skal vaccineres.

Der er flere måde at blive visiteret til vaccination på: 
  • Via CPR-registret, det gælder særligt når der visiteres på baggrund af alder.  
  • Via din bopælskommune, det gælder for borgere som visiteres på baggrund af at bo i plejebolig inkl. friplejeboliger, midlertidige - og akutpladser. Samt borgere, som visiteres på baggrund af alder 65 år og ældre, som modtager hjælp i hjemmet som fx personlig pleje og praktisk hjælp 
  • Via behandlingsansvarlig læge, som efter konkret sundhedsfaglig vurdering indsender en liste md CPR-numre på borgere, som tilbydes vaccination. Listen sendes til regionen, som videresender til Statens Serum Institut. For mennesker i særligt øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb med COVID-19, vil det være den behandlingsansvarlige læge på hospitalet fx lungemedicinsk ambulatorie eller den praktiserende læge via sygehuset, for de mennesker, der ikke er i et forløb på et specialafsnit på hospitalet. 
  • Mennesker under 65 år og som er i øget risiko for et alvorligt forløb vil i udgangspunktet blive visitere via dataudtræk fra national registre fx på baggrund af alder, en række diagnoser, tilstande, indlæggelser mm. Der er mulighed for at den praktiserende eller behandlingsansvarlige læge kan lave en konkret lægefaglig vurdering baseret på de faglige grundlag ”Personer i øget risiko ved COVID-19 – fagligt grundlag” og på baggrund af den visitere til vaccination. Læs mere om det i afvikling af gruppe 5.


Jeg er blevet visiteret til vaccination mod COVID-19, hvordan booker jeg tid?
Hvis du har fået besked i din e-boks om, at du er indkaldt til vaccination mod COVID-19, skal du logge ind med dit nem-id på www.vacciner.dk for at booke dine to tider til vaccination. Få en pårørende til at hjælpe dig, hvis du er i tvivl om, hvordan du gør. Er du blevet indkaldt via brev til vaccination mod COVID-19, vil du formegentlig skulle ringe for at booke dine tider til vaccination. Få eventuelt en pårørende til at hjælpe dig, da der kan fremkomme lang ventetid og kø på telefonerne. Læs mere her om, hvordan du booker tider til vaccination mod COVID-19

OBS! Der kan være forsinkelse på beskeden i e-boks fra Statens Serum Institut. Så hold derfor godt øje med vacciner.dk, hvis du er blevet visiteret og indstillet til vaccination. Nogle vil nogle opleve at kunne booke tid på vacciner.dk før de modtager brevet i e-boks fra Statens Serum Institut. 

 

Hvad kan de regionale corona-hotlines hjælpe mig med? 
De regionale corona-hotlines kan bla. hjælpe dig med at bestille og afbestille tider til covid-19 vaccination. Har du fået at vide at du er visiteret i en bestemt gruppe fx gruppe 5, kan de også nu se om du er blevet indstillet til vaccination. Du kan derfor godt kontakte din regionale corona-hotline, hvis du har ikke har hørt noget endnu, men har fået besked på at du er indstillet til vaccination. 
  • Region Hovedstaden: 38 66 00 00
  • Region Sjælland: 70 20 42 22 
  • Region Syddanmark: 99 44 07 17
  • Region Midtjylland: 70 23 24 15
  • Region Nordjylland: 97 64 84 63

 

Kan man skrive sig op på en liste til restvacciner?  
I 4 ud af 5 regioner kan man skrive sig op på en venteliste til de restvacciner der er til overs dagligt. Klik på det region du tilhøre for at læse hvilke kriterier de har for deres liste til restvacciner: 


Kan børn med lungesygdom i nogle tilfælde blive vaccineret mod COVID-19? Det er ikke anbefalet at vaccinere børn mod COVID-19, da ingen af vaccinerne er testet på børn. Det lader fortsat til, at børn med lungesygdom, som bliver smittet med COVID-19 ikke har svære sygdomsforløb eller smitter meget. Derfor giver det god mening, at man i første omgang vaccinerer de mennesker, som er i højere risiko for smitte og et svært forløb med COVID-19. 
Pfizer/BioNTech har søgt om at få godkendt sin coronavaccine til 12- til 15-årige i Europa. Dermed er der udsigt til, at i hvert fald de store børn kan komme ud af isolation og få et mere normalt liv igen. Læs hele nyheden ”Vi håber på vaccine til børn snart” og om den forskning om COVID-19 vaccinen til børn på Rigshospitalet.

 
 

Kan jeg selv vælge, hvilken vaccine jeg ønsker, og kan jeg få den tilbudt igen, hvis jeg takker nej i første omgang? 
Nej, du kan ikke selv vælge, hvilken type vaccine mod COVID-19, du gerne vil have. Det kan man i øvrigt heller ikke i bl.a. børnevaccinationsprogrammet. Det er helt i orden at takke nej til tilbuddet om vaccination mod COVID-19, og du mister ikke tilbuddet om gratis vaccination mod COVID-19 på et senere tidspunkt.
 
 
Hvad hvis jeg ikke kan komme på hospitalet på grund af svær sygdom eller immobilitet? Kan lægen komme hjem til mig? Hvad hvis jeg ikke kan komme på hospitalet på grund af svær sygdom eller immobilitet? Kan lægen komme hjem til mig? 
I Region Hovedstaden og Region Nordjylland er man i et forsøg begyndt med vaccination mod COVID-19 hos egen læge. Vi ved endnu ikke, hvornår man kan blive vaccineret i hjemmet. Kommunerne vil hjælpe med transport til et vaccinationscenter, hvis man har behov for det.  
 
 

Kan man som pårørende blive vaccineret mod COVID-19, hvis man bor i husstand med et menneske i særligt eller øget risikogruppe? 
For at være omfattet af gruppe 6 (udvalgte pårørende til personer med særligt øget risiko for et alvorligt forløb eller pårørende som er en uundværlig omsorgs- eller plejeperson) skal du være pårørende til en person i særligt øget risiko (gruppe 5) og desuden opfylde et eller flere af følgende kriterier:

  • Den pårørende er en uundværlig omsorgsperson i plejen og omsorgen for personen i særligt øget risiko.
  • Den pårørende er involveret i helt særlige plejeopgaver, som medfører særligt øget risiko for smitte ud over fx blot det, at man deler bolig, fx trachealsugning og lign.
  • Den pårørende er nær kontakt med en person i særlig øget risiko, som ikke selv kan vaccineres, eller hvor der forventes utilstrækkelig effekt af vaccinen, fx forældre til børn med svært nedsat immunforsvar i forbindelse med organtransplantation.

Ud fra en konkret vurdering kan handicaphjælpere også være omfattede.

Du skal som pårørende visiteres af den patientansvarlige læge til personen i særligt øget risiko eller af egen læge. Det er den læge, der henviser/visiterer en person i gruppe 5, der bør forholde sig til, om du som pårørende også skal tilbydes vaccination som en del af gruppe 5. Sundhedsstyrelsen opfordrer til, at både sygehuslæger og læger i almen praksis overvejer, om en pårørende opfylder kriterierne og derfor bør tilbydes vaccination, i forbindelse med at de henviser/visiterer en patient til vaccination som en del af gruppe 5.

OBS: det forventes, at gruppe 6 ”udvalgte pårørende til personer med særligt øget risiko for et alvorligt forløb eller pårørende som er en uundværlig omsorgs- eller plejeperson” færdigvaccineres sideløbende med gruppe 5 ”Udvalgte personer med tilstande og sygdomme, som medfører særligt øget risiko for alvorligt forløb ved COVID-19” begge grupper forventes at være vaccineret i løbet af marts 2021. 

 

Hvor længe skal der gå mellem første og andet stik med COVID-19 vaccinen? 
Det vil være forskelligt fra vaccine til vaccine. Derfor henviser vi til at du orienterer dig hos Lægemiddelstyrelsen ”Godkendte vacciner mod COVID-19”. Hvor kan jeg se, hvad vaccinen indeholder med de nye vacciner mod COVID-19? Du kan finde information om vaccinerne samt produktresumé og indlægssedler på alle godkendte vacciner, som bruges i Danmark.


Hvor kan jeg se, hvad vaccinen indeholder med de nye vacciner mod COVID-19? 
Du kan finde information om vaccinerne samt produktresumé og indlægssedler på alle godkendte vacciner, som bruges i Danmark.


Hvor mange er vaccineret mod COVID-19 i Danmark indtil videre?
Det er muligt løbende at følge med i, hvor mange mennesker, som er vaccineret med COVID-19 vaccinen. Du kan følge statistikken på Statens Serum Institut. Danmark er det land i EU, der har vaccineret flest i forhold til indbyggertallet.   

Læs: Dansk studie studerer effekten af corona-vaccine 


Har du oplevet bivirkninger i forbindelse med, at du er blevet vaccineret mod COVID-19? 
Oplever du bivirkninger efter du er blevet vaccineret mod COVID-19, har du selv mulighed for at indberette de bivirkninger, du oplever hos Lægemiddelstyrelsen. Du kan indberette bivirkninger via dette link: meld en bivirkning ved en COVID-19 vaccine.

 


Kilder: 
Sundhedsstyrelsen: Retningslinjer for håndtering af vaccination mod COVID-19 
Statens Serum Institut: Vaccinationstilslutning til COVID-19 
Lægemiddelstyrelsen: Godkendte vacciner mod COVID-19 
Sundhedsstyrelsen: Vaccination mod COVID-19