×
×

Sunes redning: "Jeg føler mig ikke længere syg”

Efter en magtesløs kamp, hvor hans lunger kun blev dårligere og dårligere, blev biologisk medicin Sunes redning.

 Sune Friisgaard

47-årige Sune Friisgaards astma er allergisk relateret og startede med lidt løbenæse, der tog mere og mere til. Med tiden blev luftvejene også ramt. Han blev henvist til an allergiklinik og fik immunterapi, men det havde ingen effekt. Når symptomerne var værst, henviste allergiklinikken til hans praktiserende læge og omvendt. Der var altså ingen hjælp at hente nogen steder. En dag sad Sune hjemme i sofaen sammen med sin kone.

Pludselig flimrede det for hans øjne. Han kom akut på Glostrup Skadestue og blev herefter sendt videre til en neurolog. På det tidspunkt var hans tilstand så slem, at han ikke kunne tage tre skridt, uden at han følte sig kvalt. Lungekapaciteten lå på 40%, og den manglende ilt påvirkede hans hukommelse. Det var næsten umuligt for Sune at passe sit job som elektriker, og når han kiggede i sin astmadagbog, blev han helt deprimeret. For det så bare værre og værre ud som dagene gik.

– Jeg var bange for fremtiden. Alt blev mere eller mindre lige meget, og jeg troede ikke, at jeg kunne få hjælp. Til sidst var jeg næsten ligeglad med, om jeg kom til at dø af det, så langt ude var jeg, fortæller Sune.

Et nyt liv
Sune blev sendt videre til Lungemedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital. Her sagde overlæge Celeste Porsbjerg, at de nok skulle få styr på hans forværring. Men Sune var fortsat skeptisk. For den melding havde han fået mange gange før. Men denne gang viste det sig, at ordene holdt stik. Sune kom på et biologisk medicinsk præparat, som fjernede hans allergisymptomer. Desværre blev hans ører tilstoppet, og han skulle have prikket øregangene flere gange. Derfor kom han over på et andet præparatet, som gjorde en kæmpe forskel for ham, og han har i dag været på biomedicin i cirka fire år.

– I dag er min lungefunktion god, og jeg føler mig ikke længere syg. Jeg kan igen holde til at gå på trapper på mit arbejde, og i fritiden har jeg fået overskuddet tilbage til at rode med små gør-det-selv-projekter, siger Sune og tilføjer:

– Celeste Porsbjerg har en stor stjerne hos mig. Selvom det lyder stort, så føler jeg, at hun har reddet mit liv.  

Tags: 
Se også: 
Sidst opdateret: 
Torsdag, marts 17, 2022