×
×

Kan jeg ikke ligeså godt lade være med at tage min faste inhalationsmedicin, når det alligevel ikke hjælper?

Spørgsmål

Jeg har astma og får inhalationsmedicin. Jeg synes slet ikke, det virker på mig. Jeg tager ofte min anfaldsmedicin, som er det eneste, der virker, når jeg får det skidt. Kan jeg ikke ligeså godt lade være med at tage min faste medicin, når det alligevel ikke hjælper? 

Svar

Svar fra Charlotte Elving, sygeplejerske

Jeg kan godt forstå din tankegang. Men inhalationsmedicin er forebyggende, så hvis man får fast inhalationsmedicin, skal man ikke bare stoppe med det. Det er helt normalt, at man ikke kan mærke virkningen af den faste medicin, men den hjælper til, at lungerne fungerer så normalt som muligt.

Mit forslag er, at du tager en snak med dem, der står for din behandling, da det kan give en forværring af astmaen at stoppe med den faste medicin. Måske skal der ændres på din medicindosis ellers måden, den bliver taget på. Det er nemlig vigtigt, at medicinen kommer helt ned i lungerne for at virke rigtigt. Det er der mange, der har problemer med uden at vide det. Det kan også være, at dine behov har ændret sig, så det kræver en ny vurdering af dosis eller en ny form for device.

Det er helt rigtigt, at du mærker efter, om medicinen passer til dig. Og det skal du også reagere på. Men det kan have konsekvenser at stoppe med den forebyggende medicin, så husk at snakke med din behandler først. Jeg håber, at du kan bruge mit svar.

→ Se mere lunge.dk/inhalation