Børnelægens bord | Lungeforeningen
×
×

Børnelægens bord


Printer-friendly version

Hvordan håndterer man Coronakrisen, fødselsdage, legeaftaler og frygten for fremtiden. Vi har talt med Morten Schrøder, der er børnelæge ved BørneUngeAfdelingen på Rigshospitalet, om tre vigtige emner, som kan fylde meget hos familier med et lungebarn.

Uanset om der er tale om overnatning hos mormor og morfar, børnefødselsdage i klassen eller bare en eftermiddag hos en ny kammerat, skal dit barn ud og opleve verden.

Corona: Hvordan håndterer du og familien bedst den nye virkelighed med Coronakrisen?
Der var en udbredt bekymring i begyndelsen af Coronakrisen, fordi ingen rigtig vidste, hvad denne virus ville komme til at betyde for lungesyge børn. Skulle de isoleres helt? Ville de blive meget syge?

Heldigvis har det vist sig, at lungesyge børn ikke er specielt mere udsatte end andre børn, og at sygdomsforløbene hos børn generelt er langt mere fredelige end hos voksne. Så selvom pandemien fortsat kan give bekymringer i familier med lungesyge børn, så er de fleste familier i dag langt mindre bekymrede end for et halvt år siden.

Samtidig er forældre til lungesyge børn som oftest meget veluddannede i at spotte akutte forværringer i barnets tilstand, og Coronakrisen giver i det store og hele ikke anledning til at begrænse barnets udfoldelser yderligere.


Kammaratskab, fødselsdage og legeaftaler: Hvordan kan du bedst støtte barnet i at opbygge sunde relationer og få et socialt børneliv, når du skal indtænke medicin, begrænsninger og periodevise behov for isolation?
Uanset om der er tale om overnatning hos mormor og morfar, børnefødselsdage i klassen eller bare en eftermiddag hos en ny kammerat, skal dit barn ud og opleve verden. Og nogle gange skal du ikke med. Ved de lejligheder skal bedsteforældrene, legekammeraters forældre eller babysitteren klædes på, så både du og de er trygge ved situationen. Det bør ske på en måde, så de andre voksne forstår, at dit barns sygdom skal tages alvorligt, uden at det samtidig bliver så besværligt og skræmmende,
at dit barn måske ikke bliver inviteret næste gang.

Når der er behov for isolation, er det godt at bruge de tekniske hjælpemidler, der heldigvis bliver mere og mere
almindelige. Kan dit barn være med ved fødselsdagen via Skype eller lignende? Det er væsentligt at bruge teknologien, så dit barn bevarer de sociale relationer. Børn er tilmed rigtig gode til at bruge de digitale muligheder, så det kan føles nærmest naturligt for dem at deltage til en fest gennem en computerskærm.

 

Frygten for fremtiden: Hvordan håndterer du bedst den frygt for fremtiden, som ganske ofte følger med at være forælder til et lungesygt barn?
Det er helt naturligt, at forældre til lungesyge børn bekymrer sig og tænker ”hvilket liv får mit barn?” Bekymringerne kan dukke op fra tid til anden og nogle gange tage til i styrke. Her er det vigtigt at få sat ord på frygten – både i familien og med de sundhedsfaglige. Et forældrepar bekymrer sig sjældent ens hele tiden.

Derfor er det vigtigt, at man kan tage samtalen med den anden part – og også gerne inddrage barnet i dele af disse samtaler. Hvis det er meget tunge bekymringer, kan det være en god idé, at de voksne finder de rette ord, før barnet inddrages. Men der er ingen grund til at holde barnet udenfor, ligesom man heller ikke skal være bange for at spørge ind til sit barns bekymringer.

For selv små børn har flere overvejelser, end vi lige går og tror, og tit vil det hjælpe barnet, at der er åbenhed omkring tankerne. Gør man det på barnets præmisser, vil det ikke forstærke eller forværre barnets bekymringer, tværtimod. Man kan inddrage en sundhedsprofessionel, hvis det gør opgaven lettere – men det bør ikke være en stopklods, at der skal være en professionel med på sidelinjen. Ofte har forældre en tendens til at overbeskytte barnet, men i virkeligheden er børn langt bedre til at håndtere selv meget tunge bekymringer, end vi forestiller os.

 

De tunge emner fik vinger på årets FamilieCamp
Børnelæge Morten Schrøder deltog på årets FamilieCamp på Stenstruplund Kursuscenter på Sydfyn. Her delte ti familier bekymringer, sorg og glæder, og trods forskellige diagnoser, var mange af følelserne og udfordringerne ens og berørte netop også tanker om Coronakrisen, hverdagen og fremtiden.

Se mere og holde øje med dato for næste familiecamp her: lunge.dk/boernelungefonden

Sidst opdateret: 
13-11-2020