×
×

Hvorfor dykker iltmætningen, når min søn sover?

Hvorfor dykker iltmætningen, når min søn sover?
Spørgsmål

Jeg er mor til en to-årig dreng med underudviklede lunger. Den venstre lunge er på størrelse med en valnød og den anden er kun 75 % af normal størrelse. Han har derfor logisk nok en lav iltmætning, men jeg undrer mig over, hvorfor den falder op til 5 %, når han sover.

Vi har allerede hævet hovedenden af hans seng, men har du et andet godt trick, så jeg selv kan sove mere roligt? Han må sove med ilt, hvis han bare er det mindste forkølet.

Svar

Svar fra fysioterapeut i Lungeforeningens rådgivning

Når man sover, også selvom man sover med højt hovedgærde, så falder ens iltmætning. Hvis man ligger fladt, er det naturligvis mere, end hvis man har hovedet højt.

Det er fordi man nedsætter bevægeligheden af brystkassen, fordi de dele af brystkassen, som er ned mod madrassen, ikke kan bevæges så meget, og fordi tyngdekraften presser ned ovenfra på en stor flade. Sover man med hovedgærdet højt, er bevægeligheden bedre.

Derudover er det sådan, at når man sover, nedsættes pulsen, og respirationen bliver mere overfladisk og langsom. Musklerne, man bruger til at trække vejret, slapper af under søvnen, og derfor er det ikke de samme kræfter, som man bruger til respiration. Hermed falder iltmætningen.

På samme baggrund kan du med fordel lægge din søn på venstre side (hans lille lunge). Så er den højre side fri til at trække vejret med og bliver ikke trykket nedefra. Måske kan det hjælpe ham.

Se flere spørgsmål og svar i Lungeforeningens Brevkasse.