Svar fra Susanne Kitaj, socialrådgiver

Det er en kendt problematik, at unge i perioder ’gør oprør’, og ikke vil tage medicin ved kronisk sygdom. Det er også et kendt problem, at forældrene helt relevant bliver bekymrede, for medicinen kan jo være livsvigtig. Udfordringen med unge, som er syge og skal tage medicin, er, at de er på vej til at blive voksne og selvstændige. De vil selv bestemme, og de ønsker formentlig ikke at skille sig ud fra kammeraterne ved f.eks. at tage medicin.

Jeg tænker, at du allerede har forsøgt at motivere din søn med gode argumenter. Det kan være en hård proces, og give mange konflikter. Situationen er jo, at I som forældre forsøger at argumentere med fakta overfor et ungt menneske, som er opfyldt af følelser. Hvis I kan holde det ud, så fortsæt med at argumentere og tale til ham, som I ville gøre til en god ven. Jeg tror, at I når længst ved at forsøge en balancegang, hvor I på den ene side skal forsøge at påvirke ham med gode argumenter, og på den anden side må respektere ham, hans følelser og hans valg. Min erfaring er, at det er vigtigt, at I som forældre fortsætter dialogen, men så vidt muligt undgår at få rollen med at holde øje med ham og bestemme, hvornår og hvordan han tager sin medicin.

Er der mulighed for, at medicinen kan tages på en anden måde eller tidspunkt, så han kan undgå fokus på det fra vennerne? Er der mulighed for, at andre voksne, som han normalt lytter til, kan snakke medicin med ham? Kan lægen være den, som kan få ham til at tage medicinen regelmæssigt?

Jeg håber, at I kan bruge disse overvejelser, og I er altid velkomne til at ringe til mig i rådgivningen, så vi kan vende problemstillingen her, og forsøge at finde brugbare løsninger.