×
×

Børnelungefonden glæder sig over Team Rynkebys nye indsamlingsløb

Sidst opdateret: 
20-05-2020

Børnelungefondens direktør Anne Brandt glæder sig over Team Rynkeby Fondens nye indsamlingsløb, der skal sikre penge til alvorligt lungesyge børn.

Det er så unægteligt en smule sort ud for støtten til lungesyge børn, da Team Rynkeby Skoleløbet – årets suverænt største indsamlingsbegivenhed til fordel for lungesyge børn – først blev udskudt og senere aflyst på grund af coronapandemien.

Men nu er der lys i mørket.

Team Rynkeby Skoleløbet har ændret koncept og afvikles nu som Team Rynkeby Hjemmeskoleløbet – et landsdækkende motions- og velgørenhedsløb, hvor løberne kan afvikle deres eget lille indsamlingsløb derhjemme.

- Team Rynkeby Skoleløbet er den eneste større indsamling for Børnelungefonden. Aflysningen skaber usikkerhed om finansieringen af forskning, oplysning og støtte til gavn for børn og unge med lungesygdomme - netop som coronakrisen gør deres situation meget sværere. Derfor er jeg utrolig taknemlig for, at Team Rynkeby nu forsøger en ændring af konceptet, så der måske fortsat kan rejses midler til de lungesyge børn, siger Anne Brandt, direktør i Børnelungefonden.

Støt Team Rynkebys indsamling for Børnelungefonden via MobilePay: 277 921

 

Nyt koncept
Det er gratis at deltage i Team Rynkeby Hjemmeskoleløbet – konceptet er lavet sådan, at løberne inden løbet kan indgå mikrosponsorater med deres netværk på eksempelvis sociale medier.

Artiklen fortsætter under annoncen...

Alle sponsorerne bidrager med et beløb pr. kilometer, som deltageren løber. Det skal være med til at motivere til at løbe så langt som muligt og samtidig rejse et flot beløb til Børnelungefondens arbejde for de lungesyge børn.

Derfor håber, Anne Brandt også, at mange vil tilmelde sig løbet.

- Vi håber på en stor, landsdækkende løbefest. Det er paradoksalt og forfærdeligt, at netop nu, hvor børn og unge med svære lungesygdomme har mere brug for vores hjælp end nogensinde, så kan vi måske ikke hjælpe, siger hun.

 

Øget risiko
Anne Brandt møder lige nu mange familier, der i forvejen er hårdt pressede, men som også skal forholde sig til en mulig øget smitterisiko, når samfundet genåbner, og mange af dem må fortsætte i isolationen på ubestemt tid.

- Vi skal huske, at for disse familier er truslen meget konkret. De er bange for deres børns liv. Så selvfølgelig er de usikre, stressede og bange. Samtidigt har mange af dem store problemer med at passe jobs og søskende der skal i skole. Der er så mange dilemmaer. Det mindste, vi kan gøre, er at hjælpe med korrekt rådgivning og vejledning baseret på vores store netværk af lungelæger, terapeuter og myndigheder. Vi vil gerne gøre meget mere. Disse familier skal vide, at vi er der, siger Anne Brandt.

Hvis du har lyst til at deltage i Team Rynkeby Hjemmeskoleløbet, kan du tilmelde dig her.


BAGGRUND

Børnelungefonden kæmper for bedre forebyggelse, bedre forståelse og bedre behandling af børn og unges lungesygdomme. I 2019 samlede Team Rynkeby Skoleløbet 6.370.937 kroner ind til Børnelungefonden. Heraf gik 70 procent direkte til forskning i børn og unges lungesygdomme. De resterende 30 procent gik til aktiviteter som eksempelvis Lungeforeningens FamilieCamp for lungesyge børn og deres familier og til oplysningsarbejde. Team Rynkeby Skoleløbet er den eneste større indsamling for Børnelungefonden.