×
×

Checkoverrækkelse: Over 6 mio. kr. til Børnelungefonden

Team Rynkeby Fonden overrakte lørdag 28. september de penge, som velgørenhedscykelholdets danske deltagere og danske skoleelever i Team Rynkeby Skoleløbet har indsamlet det forgangne år til henholdsvis Børnecancerfonden og Børnelungefonden. Direktør i Børnelungefonden, Anne Brandt, fik overrakt checken på 6.370.937 kr. til Børnelungefondens arbejde af Peter Frank Andersen, bestyrelsesformand i Team Rynkeby Fonden.

Takket være donationen kan vi igangsætte flere forskningsprojekter, som på sigt kan hjælpe lungesyge børn til et bedre liv. Det er et langt sejt træk, da forskningen først lige er igangsat, og der har manglet fokus og ressourcer på børnelungeforskning i mange år. Derfor er vi dybt afhængige af, at der også fremover vil være skoleelever, der vil løbe for de lungesyge børn.

Anne Brandt, direktør i Børnelungefonden

Donationen til Børnelungefonden er indsamlet i forbindelse med Team Rynkeby Skoleløbet, hvor 94.000 elever fra 305 danske skoler i år løb for at samle penge ind til lungesyge børn. Skoleløbet afholdes under overskriften ”børn løber for børn”, og formålet med løbet er at give eleverne en oplevelse af, at de kan være med til at gøre en reel forskel for børn med alvorlige sygdomme ved at gøre noget aktivt sammen med andre børn.


Team Rynkeby Skoleløbet gør hele forskellen
Lungesygdomme, og særligt de kritiske lungesygdomme hos børn, har i årevis haft dårlige forskningsvilkår. Takket være midlerne fra Team Rynkeby Skoleløbet, er flere forskningsprojekter blevet sat i gang. Det har også givet mulighed for at større nationalt samarbejde, som er særligt vigtigt på området. 

- Det er utroligt rørende og imponerende, at så mange børn har valgt at bruge deres tid på at hjælpe lungesyge børn. Takket være donationen kan vi igangsætte flere forskningsprojekter, som på sigt kan hjælpe lungesyge børn til et bedre liv. Men det er et langt sejt træk, da forskningen først lige er igangsat, og der har manglet fokus og ressourcer på børnelungeforskning i mange år. Derfor er vi dybt afhængige af, at der også fremover vil være skoleelever, der vil løbe for de lungesyge børn, siger Anne Brandt.

Udover pengene til de to danske organisationer, har Team Rynkeby Fonden i år også indsamlet penge til kritisk syge børn i Sverige, Norge, Finland, Færøerne, Island og Tyskland. Således kan Team Rynkeby Fonden i år overrække hele 79.287.398 kr. til børn med kritisk sygdom. Det er en fremgang på 12,6 procent i forhold til sidste år og den største samlede donation, Team Rynkeby-projektet nogensinde har doneret.

Se hvilke projekter Børnelungefonden støttede i 2018.

Se hvilke projekter Børnelungefonden støttede i 2017.