×
×

Få flere skoler med i Team Rynkeby Skoleløbet

Team Rynkeby Skoleløbet 2017 tegner sig til at blive en deltagermæssig succes, hvor 230 skoler allerede har tilmeldt sig.

Løbet organiseres af Team Rynkeby Fonden og afvikles i Danmark til fordel for børn med kritiske lungesygdomme. Løbet afvikles fredag den 7. april 2017 – fredagen før påskeferien. 

- Sidste år deltog 100.000 elever fra 300 danske skoler og i år ca. 3 uger før tilmeldingsfristen, er vi oppe på 230 skoler tilmeldt sig løbet i 2017. Det er fantastisk og vi er sikre på, at lige så mange skoler og elever som sidste år vil involvere sig i kampen mod kritiske sygdomme blandt børn i år – og vi glæder os derfor til en slutspurt her de sidste 3 uger inden deadline, siger Carl Erik Dalbøge, direktør i Team Rynkeby Fonden.

Det er gratis at deltage i Team Rynkeby Skoleløbet – skolerne skal blot tilmelde sig på Team Rynkebys website senest 24. februar 2017.

Se om skoler i dit lokalområde er tilmeldt     

 

Støtter Børnelungefonden

I Danmark skal de deltagende skoler være med til at rejse penge og opmærksomhed til Børnelungefondens arbejde med at hjælpe børn med alvorlige lungesygdomme.

- Der bliver ikke forsket ret meget i lungesygdomme hos børn, og derfor er det svært for lægerne at behandle og helbrede de børn, der rammes af de mest alvorlige lungesygdomme. Det vil vi gerne være med til at ændre på, siger Carl Erik Dalbøge.

For at øge elevernes viden om alvorlige lungesygdomme blandt børn og for at gøre det lettere for skolerne at integrere Team Rynkeby Skoleløbet i undervisningen, har Team Rynkeby Fonden i samarbejde med Børnelungefonden udviklet et undervisningsmateriale om lungesygdomme blandt børn, som skolerne kan bruge op mod løbet.

- I Børnelungefonden arbejder vi for at øge livskvalitet og styrke det sociale liv blandt børnene og deres familier samt støtte forskningen i lungesygdomme hos børn. Alle fondens midler kommer fra indsamling og frivillige donationer, og derfor er vi utroligt taknemmelige for Team Rynkebys støtte, siger formand for Børnelungefonden Søren Houman.

Inden løbet har eleverne mulighed for at indgå mikrosponsorater med familie, venner og lokale erhvervsdrivende, der opfordres til at give et beskedent beløb (eksempelvis 2 kroner) per omgang eller kilometer, den enkelte elev løber i forbindelse med Team Rynkeby Skoleløbet.

Sponsoraterne indbetales elektronisk uden om skolerne og sendes ubeskåret videre til Børnelungefonden.

 

Mere information
Team Rynkeby skoleløbet
Se om skoler i dit lokalområde er tilmeldt
Tilmeld skoler her     
Undervisningsmateriale
Børn og lunger