×
×

Familiefar til lungesygt barn cykler til Paris med Team Rynkeby

Michael Hyldal Præstekjær er mere end almindelig spændt i denne tid.

I år skal den 43-årige familiefar til tre nemlig gøre det, de færreste mennesker får mulighed for i deres liv.

Han skal cykle hele vejen til Paris som en del af Team Rynkeby Øresund og dermed deltage i Nordens største velgørenhedscykelhold til fordel for børn med kritisk sygdom.

Det er første gang, at Michael tager turen til Paris med Team Rynkeby, men hvorfor overhovedet stille op til sådan en tour de force?

Det har Michael en meget personlig grund til.

 

Går hjemme med lungesyg datter

Sammen med hustruen Ditte brænder Michael for at samle penge ind til de alvorligt syge børn.

Deres yngste datter Victoria på seks år har nemlig en sjælden lungesygdom, chILD, som gør, at hun hele sit liv har levet mere eller mindre isoleret fra andre mennesker.

Ud over den alvorlige lungesygdom lider Victoria også af en immundefekt, der desværre bevirker, at hun ekstremt let bliver syg – og når hun bliver syg, så sætter det sig på lungerne på grund af lungesygdommen.

Kombinationen er så sjælden, at Victoria så vidt vides er unik i Danmark.

Fordi Victorias immunforsvar er så skrøbeligt, kommer hun aldrig i hverken butikker, offentlige transportmidler – eller andre steder med mange mennesker under samme tag.

Af samme årsag tog Michael på et tidligt tidspunkt det valg at kvitte sit arbejde som selvstændig i familiens regnskabsfirma og gå hjemme på fuld tid sammen med Victoria i familiens hus i Ballerup.

De fleste kan nok sætte sig ind i, hvilken omvæltning det har været.

Men det er ved at være slut nu, da Victoria skal starte i 0. klasse til august.

Men ikke nok med det. Victoria skal med sin mor, storesøster og storebror til Paris – også for første gange - for at se sin far ankomme på cykel sammen med Team Rynkeby 7. juli 2018.

På nær et ophold på Mallorca i 2014 med Børnecancerfonden, som hun ikke husker meget af, er det første gang i sit seks-årige isolerede liv, at Victoria skal ud over landets grænser. 

 

Nedtælling til Paris

Om godt en måned går det løs.

Lørdag 30. juni er dagen, hvor Michael sætter sig godt tilrette i sadlen på Rådhuspladsen og begiver sig ud på en fantastisk rejse med destinationen Paris som endemål.

Det bliver med garanti hårdt undervejs, så træningen er gået ind i sin sidste slutspurt for Michael.

- Jeg er rigtig godt i gang med min træning. Jeg cykler en del selv for at få så mange kilometer som muligt i benene og elsker at komme til vores fællestræninger flere gange om ugen.  Vi har et kanon sammenhold. Alle er meget dedikerede ryttere, som cykler for en god sag. Halvdelen af holdet har kørt turen tidligere, så vi ”nye” kan heldigvis suge masser af viden og erfaring ud af de ”gamle” ryttere, fortæller Michael.

Det er ikke kun Michael, som glæder sig til at cykle til Paris, hvilket han med egne ord gør ”helt vildt”. 

Det er en glæde, som hele hjemmet deler, og opbakningen fra familien er stor.

Ikke mindst fordi det er sjældent, at de laver noget sammen som familie.

- Victorias sygdom har betydet, at vi stort set aldrig laver noget sammen som familie. Vi kan gå en tur, men vi kan ikke tage nogen steder hen, for det må Victoria ikke. Der er rigtig meget planlægning, og det er da til tider rigtig hårdt, fortæller Michael.

 

Mor Ditte deltog sidste år på serviceholdet

Sidste år deltog mor Ditte på Team Rynkeby Øresunds servicehold, og har derfor allerede mærket det tætte sociale sammenhold, man får som en del af Team Rynkeby.

Hun ved, hvilken stor oplevelse, der venter hendes mand

- Det var en kæmpe oplevelse at være med på serviceholdet sidste år, og nu bliver det bare endnu større, at Michael skal cykle med. Jeg og børnene tager bilen derned og møder holdet, når de kører over Mur de Huy torsdag den 5. juli. De fortsætter så mod Paris, hvor vi mødes igen. Victoria, som ellers aldrig kommer nogen steder, kan næsten ikke være i sin egen krop af spænding. Det er virkelig stort, siger Ditte.

 

Arrangerer 12-timers spinningevent for Lungeforeningen

Michael kommer i alt til at tilbagelægge over 1000 km på sin færd til Paris.

Men han er ikke helt novice, når det gælder cykelsporten.

Michael er selv spinninginstruktør og én gang om året arrangerer han en event, hvor firmaer og privatpersoner kan leje en spinningcykel, som skal holdes i gang i 12 timer.

Pengene går ubeskåret til Lungeforeningen.

Spin for lungerne afholdes til efteråret i København for fjerde år i træk. Læs mere om Spin for lungerne 

 

Fakta om Team Rynkeby 

Team Rynkeby cykler til Paris for 17. gang fra 30. juni til 7. juli 2018.

Team Rynkeby består i dag af 1.900 motionscykelryttere og 450 hjælpere fordelt på 48 lokale hold fra henholdsvis Danmark, Sverige, Finland, Norge, Færøerne og Island.

Deltagerne er udvalgt blandt tusindvis af ansøgere, som har udfyldt ansøgningsskemaet på Team Rynkebys website. 

Team Rynkebys primære formål er at indsamle penge til børn med kritisk sygdom. 

I Danmark samler Team Rynkeby ind til to organisationer: Børnecancerfonden og Børnelungefonden. 

I 2017 indsamlede Team Rynkeby godt 65.2 mio. DKK til kampen mod børnekræft i Danmark, Sverige, Finland, Norge og Færøerne. Heraf gik knap 22 mio. DKK til Børnecancerfonden og 10.4 mio. Børnelungefonden i Danmark. 

 

Læs mere

Team Rynkeby

Børnelungefonden

Støtte til forskning