×
×

Lungeforeningen og REHPA gav mulighed for fællesskab til lungesyge børn og deres familier i efterårsferien

Sidst opdateret: 
30-11-2021

Lungeforeningen og REHPA gav mulighed for fællesskab til lungesyge børn og deres familier i efterårsferien

Med solskin og efterårsfarver som baggrundstæppe afholdt Lungeforeningen og REHPA, Videncenter for Rehabilitering og Palliation, med støtte fra bl.a. Børnelungefonden, Familiedage i Nyborg fra d. 18.-20. oktober 2021.
Her dannede REHPA rammerne om et inspirerende ophold, hvor familier med børn med lungesygdom og deres søskende mødtes til to dage med leg, livsfortællinger og teknologi.

Livsfortællinger, leg og teknologi

Dagene bød blandt andet på en workshop om Livsfortællinger, faciliteret af psykolog Steen Nielsen. Konceptet livsfortællinger kan hjælpe én med at huske, hvad der er vigtigst i livet og finde veje til at holde fast i det, der betyder mest. Familierne arbejdede blandt andet med at tegne deres familie-våbenskjold og lave deres familiefortælling.

Derudover bød programmet også på workshop om telepresence-teknologi og robotter, som giver syge børn mulighed for at være med i skolen, selvom de ikke kan komme i skole fysisk.  Og der gik ikke mange sekunder fra, at app og robot var installeret før børnene var i fuld gang med at lege, og snart ræsede robotterne rundt på Nyborg Sygehus. Projektleder Lena Lykke Jeppesen fik dermed værdifulde input i forbindelse med projektet ’Robotter i klasseværelset’. Læs nyhed om robotterne her: Til fest med robotter | Lungeforeningen

Der blev også tid til en hyggeligt tur i Nyborg Svømme- og Badeland, hvor både børn og voksne nød boblebad, ruchebaneture og leg, inden alle vendte tilbage til REHPAs hyggelige dagligstue til aftenkaffe og snak.

Samarbejde giver ny indsigt i familiers støttebehov

Familiedagene på REHPA var et længe tiltrængt pusterum for lungesyge børn og unge og deres familier, som har været særligt udsatte og isolerede under COVID-19-pandemien. Derudover udgør lungesyge børn og deres familier en ny mulig målgruppe for samarbejdet mellem Lungeforeningen og REHPA. Håbet er, at samarbejdet kan give mere viden og indsigt i disse familiers livssituation og støttebehov, så det i fremtiden også bliver muligt at støtte flere familier.

Fra REHPA deltog klinisk forskningsleder Annette Rasmussen, seniorforsker Mette Raunkiær og daværende leder af Videncenter og Dokumentation Kristoffer Marså.

Direktør i Lungeforeningen og Børnelungefonden Anne Brandt siger om dagene:

”Det var en meget stor glæde at møde ind til et top-professionelt setup – at se hvordan robotter susede rundt på gangene på Nyborg sygehus, med glade og inspirerede børn i den anden ende. Børnene tager naurligt de nye teknologiske veje i brug og vil så gerne forbinde sig med hinanden og alle andre. Det er så inspirerende at se.

Forældre og søskende fik også et pusterum med hinanden og der blev høstet masser af læringer både hos REHPA og Lungeforeningen. Vi fik indspark til hvordan vi fremover skal nytænke nyttige tilbud til familier til de børn, som lever med kritisk sygdom.”

Kreative fantasidyr på papiret

YouTuberen Rasmus Kolbe, også kendt som Lakserytteren, deltog med et kreativt og sjovt indslag. Rasmus Kolbe guidede både børn og voksne gennem en tegneworkshop, hvor der både blev tegnet geder af ild, hesterobotter og verdens klammeste is.

Dagene blev rundet af med en festmiddag og festtaler ved Lungeforeningens direktør Anne Brandt og leder af Videncenter og Dokumentation på REHPA Kristoffer Marså.

En stor tak til Børnelungefonden, AstraZeneca, Den humanitære fond OLIEKANDEN (forening i Aarhus for pensionerede lokomotivførere), DH Kulturpuljen og Socialstyrelsen for at have støttet og bidraget til Familiedage. En særlig stor tak til REHPA for donation af ophold og forplejning.

Læs opsamlingsnotat: ”Familiedage” for lungesyge børn og deres familier her.

Læs mere om Lungeforeningens projekt med telepresence-robotter her

Læs mere om Lungeforeningens netværk Lungebarn her

Læs mere om Børnelungefondens arbejde her