Lungesyge børn og robotter. Ingen skal efterlades | Lungeforeningen
×
×

Lungesyge børn og robotter. Ingen skal efterlades

Printer-friendly version

Ingen børn skal efterlades. Teknologi kan bryde isolation

Lungesyge børn og unge skal - ligesom andre udsatte børn og unge - blive hjemme, når deres kammerater starter i skole. Det kalder på nye løsninger.

Vi ved ikke, hvor lang tid isolationen vil vare. Det kan være længe. Det presser familierne. Og det går ud over både børnene selv og deres søskende. Risikoen for at komme bagud både fagligt og socialt er alarmerende. 

Heldigvis findes der teknologiske løsninger, der kan hjælpe med at bryde isolationen. I Lungeforeningen og Børnelungefonden arbejder vi for at skaffe midler til flere robotter - og andre typer løsninger - der kan hjælpe isolerede børn i at holde kontakten med klassen og kammeraterne. Lungeforeningen og Børnelungefonden samarbejder med både hospitalernes børneafdelinger og andre organisationer med samme formål for at komme igennem til medier, politikkere og private donorer for at sikre, at ingen børn bliver efterladt alene derhjemme.

Problematikken er ikke ny. Den er bare blevet værre

Sidste år kunne Børnelungefonden give lungesyge Anton en robot ved hjælp af en donation fra Telia. I år har vi doneret en tilsvarende robot til Aarhus Universitetshospital og vi har også en robot på vej til Odense Universitetshospital. Der er behov for mange flere!  

Det er vigtigt, at vi får skaffet opmærksomhed om de kronisk syge børns situation. Isolationen kan brydes. 

Se mere 

TV-Avisen mødte Maise, der går i fjerde klasse og er med til timerne ved hjælp af en robot fra Muskelsvindfonden: 
Corona forhindrer udsatte børn i at gå i skole: Nu bliver Maise 'erstattet' af en robot

Se hvordan det gik, da Anton på 11 fik en robot af Børnelungfonden og Telia og for første gang kunne komme til fodbold i Parken: 
Lungesyge Anton som superligaens første robotmaskot

Kontakt

Projektleder Caspar Haarløv, ch@lunge.dk / 26 82 92 62

 

Sidst opdateret: 
23-04-2020