×
×

Millioner indsamlet til lungesyge børn og unge ved årets Team Rynkeby Skole- og Børneløb

Sidst opdateret: 
08-06-2022

8. april 2022 løb over 70.000 børn fra 300 skoler og institutioner over hele landet. Anledningen var det årlige Team Rynkeby Skole- og Børneløb, hvor børn snører løbeskoene og løber penge ind til Børnelungefondens arbejde for lungesyge børn og unge. Hele 5.391.921 kr. blev indsamlet. 

Foto: Morten Knudsen, Pegasus

I Børnelungefonden lever vi fortsat totalt højt på den stemning og engagement, vi oplevede på selve dagen. Det er så rørende og livgivende, at børn løber for de børn, der ikke har de samme muligheder, samtidig med at de får viden omkring lungerne. Nu ser vi det konkrete resultat af de streger, der blev sat på de små arme pr. runde, de løb, og af de gavmilde donorer bestående af far, mor og venner, der sikrer Børnelungefondens vigtige arbejde med bl.a. forskningsindsatser fremover, siger Anne Brandt, administrerende direktør for Børnelungefonden.


Derfor gør Team Rynkeby Skole- og Børneløbet så stor en forskel

Susanne Halken er overlæge og klinisk professor med ansvar for allergi, astma og lungesygdomme ved H.C. Andersen Børne­ hospital på Odense Universitetshospital. Hun møder hver dag familier med lungesyge børn, hvor bekymringer og usikkerheder er en fast del af hverdagen. Selvom alvoren og omfanget af sygdommene varierer, så fortæller Susanne Halken, at det er mange af de samme ting, der fylder hos familierne.

 Familierne har mange begrænsninger i hverdagen. Mange skal isolere sig fra omver­denen og har hyppige hospitalsbesøg og indlæggelser. Det betyder, at de hele tiden bekymrer sig for både nuet og fremtiden. Bekymringer og angst for ikke at få luft kan føre til, at nogle børn udvikler symptomer på stress, angst og depression. Jeg har også talt med flere af de lungesyge børns søskende, der går med en frygt for at miste deres sø­ster eller bror, men hvor de går alene med tankerne for at skåne deres forældre.

Midlerne fra Team Rynkeby Skoleløbet går til Børnelungefonden, som støtter forskning, aktiviteter og information til lungesyge børn.

Med forskning kan vi blive bedre til at opspore sygdomme, udvikle gode behandlingsmuligheder og bliver bed­re til at forudsige sygdomsforløbene. Der er behov for at skabe mere forståelse for lungesygdomme, fordi der ikke er meget oplysning på områ­ det, og det er svært at skaffe midler til forskning. Team Rynkeby Skoleløbet er enormt vigtigt, når vi skal motivere folk til at bidrage til lungesyge børn, siger Susanne Halken.


Mød nogle af de børn og unge, som lever med en kritisk lungesygdom

Gaia må aldrig glemme sin medicin
En barndom med lungesygdom kan betyde masser af nej’er, når de andre børn leger aktivt. Heldigvis kan 15–årige Gaia godt være med til det meste i dag. Men til skoleløbet må hun nøjes med at heppe. Læs Gaias historie.

77 piller og tre timers behandling hver dag
Noam fra Bornholm er 8 år og har cystisk fibrose. Det kræver 77 piller og tre timers behandling hver dag. Læs Noams historie

Medicinen skal direkte i hjertet
Det tager mellem tre kvarter og en time. Om eftermiddagen kører familien til Kolding Sygehus, hvor William får den samme behandling endnu engang. Og om aftenen kommer de igen fra hospitalet og gør det hele én gang til. Læs Williams historie.

Karla ved, at hun altid kommer til sidst
Karla er 11 år og har allerede været udsat for mere sygdom og flere indlæggelser, end de fleste oplever på et helt liv. Men det stopper ikke Karla. Læs Karlas historie

 

Børn løber for børn
Siden 2017 har Team Rynkeby samlet ind til Børnelungefonden via Team Rynkeby Skoleløbet. Sammenlagt 359.000 børn har deltaget. I alt 32 mio. kroner er samlet ind indtil 2021. De mange penge er blevet fordelt med 70% til forskning og 30% til aktiviteter, rådgivning, oplysningsarbejde mv.* Som noget nyt har det i 2022 også været muligt at tilmelde sig Team Rynkeby Børneløbet, så børn, der endnu ikke går i skole, også kan deltage i det landsdækkende løbefælleskab.

Forskningsprojekter støttet af Børnelungefonden bedømmes af et uafhængigt forskningsudvalg. I 2021 uddeltes 3.808.617 kr. til i alt 8 projekter. Derudover er der lige nu 13 forskningsprojekter, inkl. professorater, som er finansieret via bevillinger fra tidligere år.

Læs mere om Børnelungefonden.

*Undtagen i 2020 pga. corona-nedlukningerne.