×
×

Ny forskning viser vej til en bedre behandling af små børn med svær astma

Sidst opdateret: 
26-02-2021

Astma er den hyppigste kroniske sygdom blandt børn, og den mest almindelige årsag til, at børn indlægges som helt små. Et nyt forskningsprojekt, som professor og børnelæge Klaus Bønnelykke står bag, viser, at børns blodtype og det såkaldte secretor-gen er en tilsyneladende vigtig faktor for, om børn udvikler svær astma. Nu skal fundene undersøges mere grundigt i et studie støttet af Børnelungefonden. Målet er at kunne forbedre behandlingen af svær astma hos børn.

Hvis dit barn er et ”FUT2-ABO” barn, er der en større risiko for, at det udvikler svær astma, som især er fremtrædende i de første 6 år af dets liv. ”FUT2-ABO” lyder som noget, der stammer fra en science fiction film, men oversat betyder det, at når et barn har blodtypen A/B og samtidig er bærer af et ”secretor” (FUT2)-gen, så er barnet i større risiko for at udvikle infektioner og svær astma i de første leveår. Det viser et nyt studie, som professor og børnelæge Klaus Bønnelykke står bag. 

Det nye forskningsprojekt har fundet frem til, at børns blodtype og det såkaldte ”secretor”gen er en tilsyneladende vigtig faktor for, om børn udvikler svær astma. Den ny viden er både et stort forskningsmæssigt gennembrud og måske også et vigtigt skridt på vejen mod at kunne lave målrettet forebyggelse af svær astma hos børn, f.x. ved hjælp af vaccination mod pneumokok-infektioner hos børnene, der har risiko for at udvikle svær astma.

Klaus Bønnelykke glæder sig til at arbejde videre med det opsigtsvækkende forskningsresultat:

Det næste skridt er at undersøge vores fund mere grundigt og forstå det bedre. Det vil blandt andet ske i et dansk nationalt studie, som er delvist finansieret af en bevilling fra Børnelungefonden. Her vil danske børn med svær astma blive undersøgt grundigt både til planlagte besøg, og når de har forværringer i deres sygdom, fortæller han.

Målet er at kunne forbedre behandlingen af svær astma hos børn bedre ved at finde af, hvilken subtype af astma de har. Nogle børn har fx problemer med bakterieinfektioner, mens andre ikke har, og det er det, forskerne er begyndt at forstå med det nye studie.


Hvem er professoren?
Klaus Bønnelykke er en del af forskningsenheden COPSAC.com, ved Dansk BørneAstma Center, der forsker i astma hos børn. Her sidder han også i bestyrelsen. Han er desuden overlæge ved Herlev-Gentofte Hospital og professor i pædiatri ved Københavns Universitet. Klaus Bønnelykke sidder også i Børnelungefondens forskningsudvalg


LÆS OGSÅ: 

Ny professor med særligt fokus på børneastma

Gåden bag børneastma

Gennembrud: Blodtype er afgørende for svær børneastma