×
×

Ny professor har fokus på børn med astma og allergi

Sidst opdateret: 
18-01-2022

Afdelingslæge Bo Chawes fra Herlev og Gentofte Hospital, er blevet udnævnt som professor i pædiatri ved Københavns Universitet, hvor han skal arbejde med forebyggelse og behandling af astma og allergiske sygdomme i barndommen.

Stor glæde i Børnelungefonden og Lungeforeningen over udnævnelsen:

Vi har fulgt og støttet op om Bo Chawes’ stærke forskningsarbejde for børn med lungesygdom i flere år, og glæder os over den nye udnævnelse, da han i sin nye stilling vil kunne intensivere sin forskning, som er utrolig vigtig for børn med lungesygdomme, siger Anne Brandt, direktør i Børnelunefonden og Lungeforeningen.

Det særlige ved Bo er, foruden forskningen, hans dybe interesse og fokus på børnene og deres familiers livsverden, når de skal leve bedst muligt med deres kroniske sygdomme. Derfor glæder det os, at han beholder et ben i det kliniske arbejde. Vi ser frem til det fortsatte samarbejde, hvad enten det er som underviser og formidler af ny forskning i Lungeforeningens tværfaglige netværk for børn, unge og lunger eller at klæde Team Rynkeby ryttere på med viden til årets næste Team Rynkeby Skoleløb, supplerer hun.  

I sit professorat skal Bo Chawes følge en stor gruppe børns udvikling, når det gælder astma og allergi. En udfordring han ser frem til:

Jeg er optaget af den store gruppe af børn og unge, der lider af luftvejsinfektioner, astmatisk bronkitis og astmaanfald. En gruppe der også i den seneste tid har været højaktuel. Mit fokusområde er forebyggelse af astma og allergi – både når det gælder forebyggelse af at disse sygdomme opstår, forebyggelse af opblussen af sygdom, og bedre behandling af akut opblussen af sygdommene, udtaler Bo Chawes i pressemeddelelsen, der er sendt ud i forbindelse med udnævnelse.

Bo Chawes er uddannet læge i 2005, dr.med. i 2016 og speciallæge i pædiatri i 2016.

Ny professor med fokus på forebyggelse af astma og allergi (gentoftehospital.dk)

Se hvilke projekter Børnelungefonden har støttet i 2022