×
×

Børnelungefonden i nyt samarbejde med Telia

Børnelungefonden har indgået et samarbejde med Telia om, hvordan teknologiske løsninger kan lette hverdagen for lungesyge børn og deres familier.

Det er særdeles meningsfuldt for os som virksomhed og som medarbejdere at se, hvordan den teknologi, vi arbejder med, konkret kan gøre en positiv forskel for den store gruppe børn, der hver dag slås med at have luft nok til at klare hverdagen.

CEO for Telia, Morten Bentzen

 

Donation skal mindske social isolation

Telia donerer to AV1 robotter til Børnelungefonden. Robotterne er udviklet af det norske firma No Isolation, og samarbejdet mellem Telia, Børnelungefonden og No Isolation handler overordnet om at bekæmpe social isolation gennem digital mobilteknologi.

Når et barn får en lungesygdom, kan bare det at trække vejret være en kamp. Børn der lider af kritiske lungesygdomme er ofte væk fra skolen, og selv når de er raske nok til at komme i skole, kræver det en ekstraordinær indsats af børnene at gennemføre en hel skoledag.

De bliver simpelthen meget hurtigere udmattede. Samtidig har børnene ikke luft til frikvarterernes leg og fritidsaktiviteter efter skole.

- I Telia arbejder vi med at udvikle og understøtte mobilteknologiske løsninger, der hjælper danskerne i deres hverdag. Derfor er vi utroligt glade for, at vi med dette samarbejde kan støtte op om Børnelungefondens store og vigtige arbejde. Det er særdeles meningsfuldt for os som virksomhed og som medarbejdere at se, hvordan den teknologi, vi arbejder med, konkret kan gøre en positiv forskel for den store gruppe børn, der hver dag slås med at have luft nok til at klare hverdagen, siger CEO for Telia, Morten Bentzen.


En hverdag præget af uforudsigelighed og isolation

Lungesyge børn og deres familier lever med en stor uforudsigelighed, usikkerhed og isolation i deres hverdag. Børnene bliver nemt ramt af infektioner, og selv en mindre forkølelse kan have voldsomme konsekvenser. Derfor er det også hverdag for familierne at aflyse aftaler, og det er hverken nemt for de syge børn eller deres søskende, at ting de glæder sig til bliver aflyst igen og igen.

- De lungesyge børn og deres familier er så hårdt ramt i deres hverdag, og de fortjener alle de hjælpemidler, der kan lette deres liv. Vi ser nogle spændende muligheder i, at børnene og deres familier kan få hjælp i hverdagen af teknologiske løsninger, som fx når en robot kan være børnenes øjne og øre ved oplevelser og aktiviteter, som de syge børn ikke kan være med til – både i skolen, til en fødselsdag eller til en fodboldkamp i Parken, siger direktør i Børnelungefonden, Anne Brandt.

Læs mere om Børnelungefondens arbejde