×
×

Få svar på 9 spørgsmål om fysisk aktivitet for lungesyge børn

OBS: Disse spørgsmål er stillet til Lungeforeningens FamilieCamp, som bliver afholdt hver år. Spørgsmålene er besvaret uden at kende diagnoser eller differentialdiagnoser, samt grad af lungesygdom. Det er en generel besvarelse, som er gældende i de fleste tilfælde.

Er du i tvivl, skal du tage det op med en relevant sundhedsperson. 


Spørgsmål 1: Svømmehal

Jeg har læst et sted, at mit barn ikke må komme i svømmehal. Er det rigtigt? Hvorfor ikke? Der er jo klor i vandet? Er der evidens bag anbefalingen?


Svar: Nej det er ikke rigtigt, at dit barn ikke må komme i svømmehal. Men er man disponeret for at få infektioner med forskellige bakterier vil vi altid anbefale at man ikke bader i varmtvandsbassiner. Man skal heller ikke bade i opvarmede eller ikke opvarmede pools på ferier i udlandet, her ved man ikke hvordan deres hygiejne er. Er man på ferie i udlandet og vil bade, så vælg havet, eller undersøg specifikt hvordan hygiejnen og klor koncentrationen er i poolen. Man må meget gerne bade/svømme i svømmehallen bare vælg det store bassin og ikke baby/børnebassinet. De danske svømmehaller er rigtigt fine og skal oprethold en høj hygiejne standard.


Spørgsmål 2: Blå læber ved fysisk aktivitet

Jeg oplever at mit barn kan blive helt blålilla om læberne, når hun er fysisk aktiv. Det gør mig meget bekymret- er det farligt? Er der noget vi kan gøre?


Svar: Det vil jeg ikke kunne svare på, da det kræver yderligere udredning. Ved denne observation burde man lave en fysisk aktivitetstest i kontrollerede forhold med en saturationsmåler og pulsmåler for at se om der ligger noget andet til grund herfor. Lægen skal inddrages da der er mange differentialdiagnoser.

 

Spørgsmål 3: At sætte begrænsninger for sit barn (obs! Dette svar skal ses i relation til spørgsmål 2)

Min datter på 6 år har ikke selv nogen fornemmelse af, hvornår hun skal stoppe op og tage en pause, når hun leger med andre børn. Hun bliver blot ved med at løbe og lege indtil hun er så træt og forpustet, at hun ikke kan mere. Skal jeg være bedre til at sætte grænser for min datters aktiviteter, og hvordan gør jeg det?


Svar: Det er ikke farligt at blive forpustet, børn løber og leger og har det sjovt. De stopper ikke op før de bliver trætte eller forpustede. Det kunne vi voksne godt lære noget af. Kig på de andre børn, de gør det samme.
Nej du skal ikke sætte grænser. Det er helt normalt for børn at lege sådan. Hun kan selvfølgelig blive træt i længere tid efterfølgende end de andre børn, men det er et sundhedstegn at hun vil være med og knokler på. Bliver hun blålig eller bleg og får feber efterfølgende er det selvfølgelig en helt anden sag, og så skal hun måske opfordres til at stoppe op før.

 

Spørgsmål 4: Når barnet ikke kan så meget som sine kammerater

Min søn er 12 år og har en lungesygdom. Han er begyndt at lægge mærke til, at han ikke kan lige så meget som sine jævnaldrende kammerater. Han er især ked af, at han ikke kan følge med sine venner, når de spiller fodbold henne i skolen. Det går ham meget på og han føler sig anderledes end de andre. Hvordan kan jeg, som forældre, hjælpe ham med at tackle dette?


Svar: Det er rigtigt svært. Det er meget vigtigt at han ikke mister modet og holder op med at spille fodbold. Evt opfordre ham til at spille midtbane eller blive skiftet ud en gang imellem så han evt kan være målmand lidt, så han får enkelte pauser, ellers skal han bare blive ved. Det er selvfølgelig en mulighed at barnet kan komme til psykolog, men man skal bare gøre sig nogle overvejelser om, at det for en dreng på 12år, som bare gerne vil være ligesom de andre, kan være svært at sluge, at skulle til psykolog.

 

Spørgsmål 5: Relevante sportsaktiviteter

Hvilke sportsaktiviteter kan mit barn gå til? Om der er nogen, der ikke er gode for ham? Han vil rigtig gerne gå til håndbold ligesom hans bedste ven, men jeg er bekymret for, om han kan følge med? Derudover er jeg bekymret for, at der er større risiko for smittefarer ved holdsport fordi børnene kommer i tæt kontakt med hinanden?


Svar: Han kan gå til alle de sportsgrene han har lyst til, håndbold er rigtigt godt fordi man bliver stærk i overkroppens muskler og man får en god holdning, samtidig er det en aktivitet hvor man løber og hopper meget hvilket er rigtigt sundt for knogleopbygning og muskler.
Det er ikke farligt at gå til holdsport, det er sundt og man lærer noget om samarbejde og almindelige børn smitter ofte ikke med andet end det man risikerer når man går i supermarkedet eller sidder i skolen osv.
Alle børn skal gå til noget sport. Vil han gå til skak eller lerdueskydning vil jeg anbefale at han også laver noget andet hvor han bliver forpustet og bliver fysisk belastet, da det er meget vigtigt når man har en lungesygdom.

 

Spørgsmål 6: Medicinering udenfor hjemmet

Vores søn er i år startet i skole, og vi føler ikke, at lærerene er nok opmærksomme på, at vores søn har en lungesygdom. Det gælder både i frikvartererne og i idrætstimerne. I børnehaven var der altid en pædagog i nærheden af vores søn og som kunne give ham medicin, når han fik anfald. Men nu er der kun en gårdvagt til at holde opsyn med hele indskolingens elever, og vi er rigtig bange for, at vores barn får anfald i skolen og der ikke er nogen, der er der til at hjælpe ham med at få sin medicin – hvad skal vi gøre? Vi har talt med klasselæreren ved skolestart, men vi føler, at hun glemmer at vores søn er lungesyg.


Svar: Umiddelbart er det vigtigt at drengen selv lærer at reagere på symptomerne – man kan lære børn at kende sine symptomer allerede meget tidligt. Min egen dreng på 4 år ved hvornår han skal starte med sin astmamedicin – det er nemlig når han begynder, at hoste om natten. I denne alder er det selvfølgelig blot vigtigt ikke at forvente, at barnet kan tage ansvaret fuldstændigt, og derfor skal der voksne ind over.
Derudover har mange klinikker har lungeskoler hvor man lærer selv skolestartsbørn hvordan man tager medicin og hvilke symptomer man skal reagere på, så han kan blive så selvhjulpen som muligt. Ellers er det selvfølgelig vigtigt at informere skole, klasselærer, gårdvagter og pædagoger så godt som muligt.

 

Spørgsmål 7: Fugtigt vejr

Når det er fugtigt vejr oplever jeg, at min datter på 4 år har svært ved at få vejret og hoster meget slim. Jeg har lagt mærke til, at hun ikke har energi til at lege med de andre børn i børnehaven, og at hun ofte bliver træt og bare sidder og kigger på. Jeg er derfor i tvivl om, om jeg skal holde mit barn hjemme disse dage for at skåne hendes energi?


Svar: Det er tit fugtigt vejr i Danmark og hvis hun ikke umiddelbart er syg med feber osv, vil jeg ikke holde hende hjemme. Når man er lungesyg og barn vil man bare gerne være ligesom alle de andre og være med der hvor man kan, selvom man så bare kigger på.  Man risikerer at hun bliver holdt udenfor eller ikke føler sig som en del af gruppen hvis man holder hende hjemme pga af fugtigt vejr. Hun har sikkert en del fraværs timer grundet flere vira også. Det kan også blive en dårlig vane i forhold til skolestart at man skal være hjemme når det regner, måske skal man bare opfordre til at hun får håndteret sin hoste godt i løbet af dagen, får brugt pep-fløjte lidt ekstra eller får en ekstra dosis astma medicin når vejret driller, alt efter hvilken behandling man får.

 

Spørgsmål 8: Skovbørnehave eller almindelig børnehave

Min datter på 3 år skal snart starte i børnehave og vi har hørt fra andre, at det er bedre for lungebørn at gå i skovbørnehave frem for en almindelig børnehave. Er det rigtigt? Og risikerer vi ikke, at vores datter bliver syg af at være ude i al slags vejr?


Svar: Der er mindre koncentration af virus i fri luft, end når man sidder inde i en lukket børnehave. Man bliver som regel ikke syg af at være ude i alt slags vejr, man skal bare have det rigtige tøj på.

 

Spørgsmål 9: Slim ved måltidet

Mit barn døjer rigtig meget med slim, og når han spiser, bliver han hurtigt forpustet. Han kan næsten ikke spise et almindeligt måltid uden at han hoster og mister pusten.  Hvad kan jeg gøre for at hjælpe ham? Jeg har hørt, at nogle fødevarer kan være slimproducerende. Er det rigtigt – og hvilke fødevarer skal vi i så fald undgå?  


Svar: Han skal lære at tage mindre bidder og tygge maden godt samt skylle ned med vand. Alle mælkeprodukter er sekretproducerende.