×
×

Lungeforeningen uddeler skole-hjem-robotter

Alt for mange børn kan ikke komme i skole på grund af kronisk sygdom. Isolationen skader børnene. Løsningen er skole-hjem-robotter og modtagerne er i første omgang børn og unge med kroniske lungesygdomme.

Skolerne er ikke genåbnet for alle. Derfor tilbyder Lungeforeningen nu i samarbejde med Nordea-fonden og Danske Handicaporganisationer børn og unge med kronisk lungesygdomme en digital genvej til en god skolegang - selvom man er isoleret derhjemme. Det er ambitionen, at projektet skal være med til at gøre fraværsundervisning nemmere og sjovere i fremtiden – også for andre børn og unge end de lungesyge.

”Gode liv er at være del af det faglige og sociale fællesskab i klassen. Når lungesyge børn ikke kan møde op i klasseværelset, så kan de med fjernundervisning stadig tage del i hverdagen. Det er godt for deres læring og livskvalitet og godt for de andre børn i klassen, der lærer at tage ansvar og vise hensyn på en meget konkret måde”, siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, der har støttet projektet med 850.000 kr.

Thorkild Olesen, formand i Danske Handicaporganisationer, er enig:

”Vi er meget opmærksomme på børn og unges trivsel. Det er blevet sværere at få en hverdag til at fungere med kronisk sygdom på grund af corona. Vi kan heldigvis gøre noget ved det. Ingen børn skal efterlades alene derhjemme i månedsvis.”

Direktør for Lungeforeningen Anne Brandt understreger, at behovet er ældre end pandemien:

”Lungeforeningen har jo desværre prøvet det før. Børn med kroniske lungesygdomme er ofte isolerede – nu er det bare blevet endnu værre. Derfor er vi også fantastisk taknemmelige for, at vi nu har mulighed for at tilbyde rigtigt mange syge børn en reel mulighed for at være med i skolen. Det vil styrke dem fagligt, men også i høj grad socialt.”

 

Fakta:

Skole-hjem-robotterne tilbyder digital tilstedeværelse i en form, der er designet specifikt til undervisningssituationen: Eleven er derhjemme og i klassen står en såkaldt ”fraværsløsning” også kaldet en telepresence robot eller en skole-hjem-robot. Derhjemme kan eleven høre og se, hvad der bliver snakket om og række hånden op i form af en lyd eller et visuelt signal. I nogle udgaver kan den også vende sig mod den, der taler, eller gå rundt i klasseværelset. Eleven kan kommunikere igennem skole-hjem-robotten og kan derfor deltage aktivt både i den almindelige undervisning og at indgå i gruppearbejde. Skole-hjem-robotten kan også tages med ud i frikvarteret og komme med klassen på udflugt.

Lungeforeningen er lige nu ved at afsøge forskellige teknologiske løsninger og forventer at kunne sende de første løsninger ud inden for de næste par uger.

 

Kontakt:

Kender du et lungesygt barn, der kunne have glæde af en skole-hjem-robot, så kontakt Lungeforeningen ved projektleder Caspar Haarløv, ch@lunge.dk, tlf 26 82 92 62.

 

Læs mere:

Se mere på lunge.dk/robot

Sidst opdateret: 
Onsdag, marts 23, 2022