
Teknologikonsulent Morten Jacobsen har mødt mange fordomme om robotter i skolen. Hans mål er at vise de muligheder, telepresence-robotter giver for bl.a. børn med lungesygdomme, når de ikke kan møde fysisk op i skolen. Her kommer han med gode råd, så du kan bruge robotten til, at dit barn kan deltage aktivt i sit skoleliv.
Terminator udslettede menneskeheden,og robotter på arbejdspladsen stjæler arbejde fra medarbejderne. Ja, robotter har generelt et dårligt ry, for vi sætter altid mennesker og teknologi som enten eller. Men for børn med en lungesygdom kan robotter, som kan møde op i skolen for barnet, gøre en stor forskel. De kan være redskabet til at have en skoledag ligesom alle andre børn.
Siden har han nørdet robottens muligheder og arbejdet med at få den udbredt til de børn, der kan have glæde af den.
Teknologiske barrierer
Mens børn hurtigt accepterer præmisserne med robotterne, er det en anden historie med de voksne. Morten Jacobsen har hørt om mange eksempler på skoler, der investerer i telepresence-robotter, men aldrig rigtig får bragt dem i spil. Og det er en skam, mener han.
– Jeg har holdt mange oplæg for at udbrede teknologien. Alle synes, det er smart, men når de får taget teknologien i brug, falder det ofte til jorden. Ofte skyldes det, at skolerne har alt for meget fokus på udfordringerne frem for mulighederne. Hvis et barn kommer i skole i kørestol,så vil barnet ikke blive mødt med et nej. Men når barnet kommer i form af en robot, så bliver det ofte mødt med modstand. Selvom begge apparater har hjul og giver barnet adgang til fællesskabet i skolen.
- Morten Jacobsen, teknologikonsulent
For Morten Jacobsen handler det først og fremmest om at sætte barnets behov over teknologien og de barrierer, der kan følge med.
– Et sygt barn er først og fremmest et barn. Og hvad vil børn? De vil gerne være sammen med deres kammerater. Du kan sagtens sende en underviser hjem til barnet, som dækker ind for det faglige udbytte. Men det sociale foregår kun i skolen, og her giver telepresence-robotten mulighed for, at barnet kan være til stede. På den måde undgår man også, at barnet udvikler angst og ensomhed ved at være isoleret derhjemme.
- Morten Jacobsen, teknologikonsulent
– For at få succes med robotten skal man gøre barnet til en aktiv deltager i stedet for en passiv iagttager. Det kan være ved at bruge online-dokumenter i gruppe- og klassearbejde, som barnet kan være med i og som for eksempel kan komme op på en interaktiv tavle i undervisningen. Og så handler det om at forstå robotternes muligheder og begrænsninger og tilrettelægge undervisningen derefter, nøjagtig ligesom når en lærer tilrettelægger en meningsfuld undervisning for alle børn i klassen.
- Morten Jacobsen, teknologikonsulent