×
×

Skole-hjem-robot giver August det bedste af begge verdener

11-årige August har en sjælden sygdom, og det kombineret med corona har flere gange tvunget ham i isolation – og væk fra vennerne. Men det er fortid nu, for August har fået en robot.

August går i 4. klasse og har en robot. Robotten har han fået som en del af et projekt i Lungeforeningen, fordi han ofte er syg i længere tid ad gangen – eller er for udmattet til at være i skole. August lider nemlig af en sygdom, der er så sjælden, at den ikke har et navn endnu. Det ændrer dog ikke på Augusts livsglæde og lyst til at være med, hvor det sker. Så de dage, hvor energien er i den lave ende, er Augusts robot en ven i nøden.

Det var Augusts mor, Heidi Sondaj, der blev opmærksom på projektet med robotter som hjælp til lungesyge børn.

"Selvom August ikke har en lungesygdom, er hans lunger påvirkede i det daglige. Jeg var derfor i tvivl om, hvorvidt August kunne få bevilget en robot, men da jeg kontaktede Lungeforeningen, var svaret et klart ja! Selvfølgelig skulle August have en robot," 

Heidi Sondaj, mor til August

Brugervenlig og naturlig del af hverdagen

Da August skulle bruge robotten de første gange, skulle han lige lære den at kende. Den fungerer nemlig sådan, at August kan styre den fra en iPad eller computer hjemmefra, og så bevæger den sig rundt i klasseværelset.

I starten var det noget af en oplevelse, der kom jeg til at køre ind i nogle ting, griner han, men nu fungerer det virkelig godt. Robotten kan både dreje, køre fremad, og når jeg gerne vil række hånden op, kan jeg få den til at sige et megahøjt ”ding”, smiler han. Så er alle i klassen klar over, at jeg gerne vil sige noget.

I timerne sættes den på et bord, så han både kan se tavlen og være med til grup-pearbejde. Her drejer robotten, alt efter hvem der taler. Nu er den en helt naturlig del af klassemiljøet og har gjort, at August aldrig rigtig er bagefter i undervisningen. Samtidig har klassekammeraterne taget virkelig godt imod robotten, og de skelner ikke mellem, om August er der fysisk, eller om det er robotten, der er i skole den pågældende dag. Sådan kan teknologi nogle gange blive en del af hverdagen og gøre en svær situation lettere.

"Først syntes mine venner, at robotten var sjov, nu synes de bare, den er mig,"

August

Mange gode oplevelser – selv på de dårlige dage

Robotten giver August mulighed at deltage i ting, hvor han tidligere måtte blive hjemme – nu er det bare fra sofaen, sengen eller hvor han nu har lyst til at opholde sig. Han nævner en dag, hvor han var træt og syg, men han ville alligevel gerne være med til en kristendomstime. Her fjernede han det almindelige skærmbille-de af sig selv, og satte i stedet emoji-øjne på robottens skærm. På den måde kunne han følge med i undervisningen, men de andre i klassen kunne ikke se ham.

"Øjnene hjælper, hvis jeg er forkølet eller har en træls dag. Sådan kan jeg stadig vise, hvad jeg føler, da jeg kan vælge at have overraskede, glade eller sure øjne, uden at jeg skal være ’på’"

August.

Robottens fleksibilitet giver også August mulighed for at deltage i skolens sociale aktiviteter, og han har både været i teateret, hvor robotten var med på skødet, og deltaget i juleklip, hvor læreren og de andre eleverpyntede robotten med en nissehue af pap.

"Jeg var også med til Luciaoptoget i december, hvor robotten blev båret af min kammerat. Det var sjovt at være med til at synge og få oplevelsen med"

August.

Nye lege med sjov og ballade

Det er en udfordring at koordinere legeaftaler, når man er syg, men med robotten som ekstra dimension kan August stadig være sammen med vennerne. Hvis han bliver inviteret hjem til en kammerat, kommer robotten på besøg der; og foregår aftalen hos August, kan vennen være med over robotten. En dag var en af hans kammerater på besøg via robotten, fordi han skulle møde Augusts nye hundehvalp for første gang. Her var August kreativ, og satte den ned på gulvet til hunden.

"Det var så sjovt, for pludselig var min ven og hunden i helt samme højde. Så man kan sige, at han fik et helt andet udsyn, end hvis han havde været der fysisk"

August.

"Min ven loggede bare på appen, og styrede robotten hjemmefra, ligesom jeg selv plejer."

"Det, at kammeraterne også kan bruge og navigere robotten, gør, at de også får noget forståelse for, hvad August sidder med"

Heidi Sondaj, mor til August

Robotten giver ikke bare August mere frihed til at lave legeaftaler, den har også givet ham ideer til nye lege. Blandt andet er det sjovt at dreje kameraet opad, så han ikke kan se, hvor han er, og så skal vennerne guide ham rundt.

"Men det allersjoveste er, når jeg leger ”Ketchup og remoulade” i frikvarterne med mine venner. Det er en leg, vi selv har selv fundet på, og som handler om at fylde hele tavlen med en masse gule og røde kridt med tegninger og kruseduller"

August

Her giver vennerne den fuld gas med farverne, imens de synger deres egen hjemmelavede sang, samtidig med at August og skråler over robotten.

Augusts verden er blevet større

Siden 2020 har robotten været en fast følgesvend i dagligdagen for August, men selvom corona er kommet lidt mere på afstand, kan han stadig ikke være i klasseværelset hver dag på grund af sin sygdom. Derfor er robotten stadig en kærkommen hjælper for August i fremtiden, da den generelt gør hans lange fraværsperioder nemmere og sjovere. Robotten åbner op for en verden, der ellers ikke ville være mulig for August at være en del af.

"Robotten har gjort, at jeg kan være med til alt det, jeg plejer, også selvom jeg er syg. Og så er det bare fedt, at jeg kan ses med mine venner uden at skulle planlægge så meget. Man kan sige, at robotten egentlig bare er blevet en del af mig"

August 

Sidst opdateret: 
Torsdag, maj 5, 2022