×
×

Hvad kan forvente af sygdommen bronkiektasi i forhold til behandling, helbred og fremtiden?

Spørgsmål

Jeg er ny-diagnosticeret med bronkiektasi. Jeg hoster rigtig meget, og der kommer sejt slim fra lungerne. Hvad kan jeg forvente af sygdommen i forhold til behandling, helbred og fremtiden? Kan jeg fx opføre mig, som jeg plejer, eller er der ekstra hensyn, jeg skal tage?

Svar

Svar fra Pia Kjerrumgaard, sygeplejerske:

Det er helt normale gener, du oplever. Bronkiektasier gør, at du har svært ved at transportere slim væk fra lungerne, og slimen ophobes. Hos nogle personer vil sygdommen desværre langsomt blive værre, men der er mange, der ikke har de store symptomer i hverdagen. Den gode nyhed er, at der hele tiden kommer bedre behandlingsmuligheder, og du kan sagtens selv forsøge at forebygge udviklingen af din sygdom. Det gør du ved at være opmærksom på symptomer og få hurtig behandling hos din læge, hvis du får infektioner i lungerne. Du kan også forsøge at undgå at få lungeinfektioner ved at holde god håndhygiejne og undgå tæt kontakt med personer, der er forkølet. Fysioterapi kan også hjælpe dig med at få de store mængder slim, der samler sig i bronkierne, op. Du kan desuden bruge en PEP-fløjte til at løsne slimen og få kontrol over din vejrtrækning. Du skal fortsat gøre alle de ting, der gør dig glad. Men på en ny måde, hvor du lever godt med din sygdom, men ikke lader livet blive overskygget af den.

→ Se mere om bronkiektaiser på lunge.dk/bronkiektasier