×
×

85 % af danskerne mener, at mennesker med kronisk sygdom og handicap skal vaccineres før raske

Sidst opdateret: 
31-03-2021

85 % af danskerne mener, at mennesker med kronisk sygdom og handicap skal vaccineres før raske
Sundhedsstyrelsen justerede i vaccineplanen 17. marts, så de tre sidste grupper i planen, gruppe 10, 11 og 12, er lagt sammen til én gruppe. Lungeforeningen er bekymrede:

Lungeforeningen er bekymret for, hvilke konsekvenser det kan have for yngre mennesker med kroniske og alvorlige sygdomme. Derfor har vi sammen med paraplyorganisationerne Danske Handicaporganisationer og Danske Patienter arbejdet intenst for at viderebringe vores bekymringer til Sundhedsstyrelsen, så det fortsat er mennesker med størst risiko for alvorlig sygdom med COVID-19, som prioriteres, lyder det fra direktør i Lungeforeningen, Anne Brandt.

Danske Patienter (DP) og Danske Handicaporganisationer (DH), som repræsenterer en lang række patientforeninger heriblandt Lungeforeningen, har været stærkt kritiske over ændringen af vaccineplanen. Nu viser en ny undersøgelse foretaget for DP og DH, at danskerne er enige i kritikken. 85 procent af de adspurgte mener, at mennesker med kroniske sygdomme og handicap bør prioriteres før de raske, og ni ud af 10 vil være villige til at afgive deres plads i vaccinekøen til en sårbar.

Statsministeren bad de svageste være de stærke. Og os alle om at udvise samfundssind. Bredere opbakning til vaccine-samfundssind i en coronatid bliver svær at finde – og vi håber virkelig, at myndighederne vil tage den danske befolkning alvorligt og handle derefter, lyder det fra Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer.

Pas på hinanden i påsken
Påsken står for døren, og normalvis er det en højtid, som byder påskefrokoster og familieaktiviteter. Lungeforeningen anbefaler dig at rykke påskeaktiviteterne uden dørs. Det kan være en god idé at snakke åbent, hvis du har bekymringer.

Du kan evt. bede dine familiemedlemmer om at blive testet, inden I mødes, og generelt er det god idé at holde fast i de smitteforebyggende råd fra Sundhedsstyrelsen: Hold god afstand, husk den gode håndhygiejne og bliv hjemme, hvis du er syg eller har symptomer – også selvom du lige har fået et negativt testresultat. Vi er klar over, at det der formentlig fylder mest, er vaccination mode covid-19, og at ændringen i vaccineplanen kan have store konsekvenser for mennesker i øget risiko for et svært forløb med covid-19. Derfor er det glædeligt, at en ny undersøgelse viser, at den danske befolkning bakker op om, at mennesker, der er i øget risiko, skal have vaccinen før de raske.

Lungeforeningen ønsker dig og dine nærmeste en rigtig god påske.


LÆS  OGSÅ

Læs pressemeddelelsen fra Danske Handicaporganisationer og Danske Patienter: Danskerne om vaccineplan: Sårbare skal forrest i køen

Justering i vaccinationsplan: Gruppe 10, 11 og 12 er lagt sammen og kriterier for gruppe 5 skærpes

inspiration til at holde dig aktiv i påskedagen

Se vores guide til, hvordan du kan holde kontakten med dine nærmeste over skærmen

Se Sundhedsstyrelsen råd til at afholde påskeaktiviteter