×
×

Flere dele af samfundet åbner, det skal du være opmærksom på som lungesyg

Sidst opdateret: 
20-04-2021
Onsdag d. 21. april åbner flere dele af Danmark efter en lang periode med nedlukning af store dele af samfundet. Det er glædeligt, at der igen kan åbnes mere i takt med, at foråret og sommeren er på vej. Flere end hver 5. dansker er nu vaccineret med første vaccine mod COVID-19, og i den kommende tid vil vi se massevaccinationer over hele landet. 
 
Hvordan kommer jeg tilbage til hverdagen? Få gode råd fra Lungeforeningens psykolog Ingeborg Farver-Vestergaard 
Mange af Lungeforeningens medlemmer har i over et år levet med frygten for at blive smittet med covid-19. Efterhånden som vi bliver vaccineret, kan vi vende tilbage til en mere normal hverdag.
Hvis du er blevet vaccineret, er du nu ikke længere tvunget til at sidde derhjemme. Du kan kramme familien og ses med andre. Der er stadig restriktioner, vi skal overholde, men som vaccineret er du nu på den sikre side.
Coronapasset, som du får, når du er færdigvaccineret, betyder, at du kan begynde at bevæge dig i samfundet igen – under hensyn til de aktuelle anbefalinger fra myndighederne. Det kan imidlertid være svært at vende tilbage til den adfærd, som var normal for blot et år siden. Det der før i tiden var ganske normalt, kan pludselig føles forkert og utrygt.
 
’En bil, der har stået meget længe i garagen’ 
Vi har spurgt Ingeborg Farver-Vestergaard, psykolog og frivillig rådgiver i Lungeforeningen, om hun har nogle gode råd til, hvordan det kan blive nemmere at vende tilbage til den hverdag, du havde før coronapandemien.
Hun starter med at sige, at hvis du er i tvivl sundhedsmæssigt, skal du naturligvis tale med din læge, inden du går ud i samfundet. 
Men er alt fint, og føler du dig stadig utryg, så anbefaler hun, at du ser sig selv som ’en bil, der har stået meget længe i garagen’: 
Hvis en bil har stået meget længe stille, så vil den begynde at hoste og sprutte, når du starter den. Den skal køres varm, før den begynder at køre godt. Sådan vil det også være for mange, der har været langt væk fra den hverdag, de plejer at have. Vi skal køres i gang igen. Når vi begynder at gå ud blandt andre, kan vi ligesom bilen opleve, at det, som vi før oplevede som en normal hverdag, ikke føles på samme måde. Det kan føles ’farligt’, som om, der stadig er noget, vi skal være bange for. Det kan også føles ’fladt’ – at det, som før gjorde dig glad, pludselig ikke længere føles helt så godt, som du havde forestillet dig. ’Motoren’ fortsætter med at gøre det samme, som den er blevet vant til under coronapandemien, selv om det ikke længere er relevant.  
 
Ingeborg har tre konkrete anbefalinger til dig, som synes, det er svært at vende tilbage til hverdagen, som den var før:
  1. Gør ting, du plejer at have lyst til, også selv om det føles anderledes i starten. 
  2. Alliér dig med en ven, som også synes, det er svært at komme i gang igen. Hjælp hinanden med at sætte små mål og se, om I kan nå dem sammen.
  3. Hav en lille bog eller blok ved sengen. Hver aften, når du går i seng, så skriv tre små ting ned, det er lykkes dig at gøre i dag. Det må meget gerne være bittesmå ting som fx ”Jeg stod op da vækkeuret ringede” eller ”Jeg gik ud i det gode forårsvejr, selvom der var mange mennesker på gaden”.
Sådan kan du langsomt men sikkert lykkes med at få din hverdag tilbage. 
 
Lungeforeningen genoptager udendørsaktiviteter
Det er glædeligt, at Lungeforeningen kan melde ud, at vores medlemstilbud nu kan genoptages som udendørsaktiviteter på betingelse af, at de lokale frivillige, som er ansvarlige for aktiviteterne har mod på og føler sig komfortable med at genoptage deres aktiviteter. Vi ved, hvor vigtigt det er at holde sig fysisk og social aktiv, derfor er det også glædeligt, at der igen åbnes mere og mere for aktiviteterne. 
 
Ved udendørs aktiviteter som fx træning- og lungekor i Lungeforenings regi, gælder følgende:
  • Lungetræning: Man må samles op til 50 mennesker ved udendørs idræts-og foreningsaktiviteter. Det kræves ikke fremvisning af et coronapas ved udendørsaktiviteter. Det er også muligt at have udendørstræning under en pavillion eller anden overdækning, med samme forholdsregler. 
  • Lungekor: man må samles op til 50 mennesker ved udendørskor, der kræves ikke fremvisning af coronapas. Ifbm. med lungekor, anbefaler Lungeforeningen, at man ikke står over for hinanden, men synger væk fra hinanden.
Ovenstående aktiviteter kræver, at man kan overholde de gældende retningslinjer om adgang til god hygiejne og de 2 meters afstandskrav. Hvis du føler det trygt, kan det være en mulighed at have et mundbind på, når du ankommer til aktivteten og tage det af, når aktiviteten begynder. 
 
 
Sådan kan du og dine pårørende gøre, hvis du eller de er færdigvaccineret mod COVID-19
For dig, som er i øget risiko og er færdigvaccineret mod COVID-19, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at: 
  • Du kan opføre dig som andre færdigvaccinerede, og du behøver ikke tage særlige forholdsregler som fx at bruge mundbind eller vesir i private sammenhænge 
  • Du kan deltage i aktiviteter med flere mennesker, end du har gjort det seneste år. Fx kan du deltage i lungetræning- eller kor
  • Du kan tage offentligt transport og handle, uden at begrænse dig til ydretiderne 
  • Du kan som udgangspunkt gå på arbejde, som du plejer, og du behøver ikke at blive omplaceret til andre opgaver/funktioner, hvis du har været det. Læs eller genlæs artiklen ”Når lungesygdommen udfordrer arbejdslivet” eller ring direkte til Lungeforeningens socialrådgiver, Susanne Kitaj
  • Pårørende til mennesker i øget risiko skal ikke omplaceres, hvis personen i øget risiko eller den pårørende er færdigvaccineret.

Læs hele rapporten fra Sundhedsstyrelsen ”Anbefalinger til vaccinerede personer”


Til dig, der ikke er vaccineret
Er du endnu ikke vaccineret, skal du stadig passe på dig selv, som du hele tiden har gjort under pandemien og følge Sundhedsstyrelsens seks gode råd. Disse råd bør du også følge, hvis du opholder dig i det offentlige rum og er færdigvaccineret.

  1. Hold 2 meters afstand når muligt og altid mindst 1 meter. Undgå håndtryk, kindkys og kram
  2. Hvis du har får symptomer på COVID-19, så gå i selvisolation og bliv testet med en PCR-test
  3. Luft ud og skab gennemtræk og undgå at være for mange sammen indendørs
  4. Host eller nys i dit ærme
  5. Vask dine hænder tit eller brug håndsprit
  6. Gør rent, særligt overflader som mange rører ved

OBS! Lungeforeningen er opmærksom på, at forskning peger på, at nogle mennesker, der er organtransplanteret, danner et lavet niveau af antistoffer mod COVID-19 vaccine. Derfor opfordres organtransplanterede til at følge de generelle råd mod forebyggelse af smitte med COVID-19. 

Du kan ringe til psykolog Ingeborg Farver-Vestergaard hver tirsdag mellem kl. 13:00-14:00 på tlf. 30 13 72 07.