×
×

Hold ud og pas på dig selv

Sidst opdateret: 
06-01-2021

Det nye år er kun lige begyndt, og du har længe forholdt dig forsigtigt for at undgå at blive smittet med coronavirus. Myndighederne i Danmark har tirsdag den 5. januar taget yderligere tiltag for at undgå, at den nye britiske variation af coronavirusset spreder sig eksplosivt i landet.  

De nye anbefalinger, der blev givet på pressemødet er: 

  • Bliv mest muligt derhjemme, og arbejd hjemme, hvis det er muligt 
  • Køb kun ind én person ad gangen 
  • Undgå at mødes med andre personer end dem fra din hustand og dine allernærmeste 
  • Begræns den sociale kontakt til maksimalt fem personer 
  • Aflys gerne alle de aftaler, du kan 

Torben Mogensen, formand for Lungeforeningen og læge, siger: - Det er meget ærgerligt, at denne nye særligt smitsomme variant rammer os netop nu. Desværre betyder det, at vi skal være særligt vagtsomme i et stykke tid endnu. Det er godt, at Lungeforeningens medlemmer har været gode til at passe på sig selv, og det skal I fortsætte med at gøre. Det kan være svært at blive ved med, men nu er vaccinationerne begyndt, og det lysner. 

Lungeforeningen har været i dialog med Dansk Lungemedicinsk Selskab (DLS) i forhold til prioriteringen af mennesker med lungesygdom, som bør få vaccinen så tidligt som muligt, og vi følger det tæt. Det er vigtigt, at I holder øje med jeres e-boks eller postkasse, hvor I vil få af vide, hvornår det er jeres tur.  


Bevæbn dig med tålmodighed
Torben Mogensen anbefaler dig at væbne dig med tålmodighed i forhold til at få COVID-19 vaccinen. - Du skal som altid kontakte din praktiserende læge, som du plejer, hvis du har alvorlige lungesymptomer, infektionstegn eller endnu ikke har fået dine øvrige vigtige vaccinationer (influenza- og pneumokok vacciner). Vi hører i Lungeforeningen, at de praktiserende læger bestormes, og de kan helt forståeligt ikke gøre noget i forhold til at fremskynde, hvordan og hvornår I får COVID-19 vaccinen. Vi må væbne os med tålmodighed, siger han.  


Tal med nogen og bevæg dig
Også i Lungeforeningens rådgivning har vi haft mange henvendelser om COVID-19 vaccinen og livet med de fortsatte restriktioner. Selv om du skal være forsigtig, er det stadig vigtigt at tale med andre og få rørt dig så ofte, som du kan. Ring til dine nærmeste, eller tag en snak over skærmen, gå en tur med naboen eller en anden - med god afstand - og styrk og vedligehold dine muskler med Lungeforeningens træningsvideoer. Følg myndighedernes anbefalinger og se frem mod at blive vaccineret.  

Lungeforeningen gør også opmærksom på, at der i den kommende tid vil komme et nyt badge, som man kan bære, hvis man kan er fritaget fra at bære mundbind. Noget vi i Lungeforeningen har arbejdet med i december måned, fordi vi ved, at det er vigtigt for de mange mennesker med lungesygdom, som ikke har mulighed for at bruge mundbind eller visir. 

 

Den nye britiske coronavariant er ikke farligere, end den vi kender, men langt mere smitsom  
Lungeforeningen har talt med Lone Simonsen, der er professor og pandemiforsker og ansat ved Roskilde Universitet, for at få en eksperts uddybning af den nye britiske variant af coronavirusset.  

Hun uddyber: - Den britiske variant er mellem 50 – 75 % mere smitsom, end den vi allerede kender. Vi ser, at den procentdel, der er smittet med den nye mutant i Danmark, fordobles hver uge. Det er også det, man har set i England, og som er årsagen til, at man i går (mandag) har indført meget strenge restriktioner. Det er ærgerligt, fordi vi jo nu står med en vaccine, som de ældre og sårbare kan få, og som kan forhindre den nye variant i at få fat. Hvis den får alt for godt fat vil det betyde, at vores sundhedsvæsen bliver maksimalt presset, som man ser det i England. Den nye variant af coronavirussen vil, fordi den smitter langt mere, øge smittetrykket markant og dermed antallet af coronapatienter, der får brug for at blive indlagt på hospitalet og eksempelvis få hjælp til at trække vejret fra en respirator. Det er vigtigt at understrege, at der er intet som tyder på, at denne engelske variant af corona er farligere, end den vi kender. Det er presset på vores sundhedsvæsen, vi skal undgå.  


Få sidste nyt om COVID-19
Tilmeld dig Lungeforeningens særudsendelser.