×
×

Krystalkuglen siger, at der ikke kommer en 2. bølge af coronavirus

Sidst opdateret: 
02-06-2020

-  Man kan ikke sige noget præcist om, hvor vidt der kommer en 2. bølge. Hvis folk bliver ved med at holde afstand og spritte hænder, mener jeg, vi kan holde smitten i ave. Mit personlige gæt er, at der ikke kommer en 2. bølge, men det er rent ’krystalkuglegæt’, siger Torben Mogensen, Lungeforeningens formand.

Man ved nu mere præcist, hvad det såkaldte mørketal er. Mørketallet dækker over smittede, som ikke er blevet testede. Det viser samlet, at mellem 1 – 2 % af danskerne har været smittet. Det er et meget lavt antal smittede. Lige nu er muligheden for at blive smittet derfor lav.

Det lave antal smittede betyder enten, at smitten nu klinger ud og helt forsvinder, eller at smitten blusser op igen til efteråret. Det er ikke til at vide.

 

En særlig gevinst for lungepatienter  

Fordi mennesker, som er ramt af en lungesygdom, har isoleret sig, og alle danskere har været gode til at overholde myndighedernes anbefalinger om afstand og hygiejne, har der været en positiv gevinst for mennesker med lungesygdomme . Der har været langt færre indlagt med forværring af deres lungesygdomme. Op imod halvt så mange som normalt. Så anbefalingerne har på den måde være gavnlig for lungepatienter. Derfor er det vigtigt, at vi fortsætter med at følge anbefalingerne.

 

Det er vigtigt at holde op med at isolere sig

-  Som lungepatient kan du nu slappe mere af, og du kan sagtens komme ud af din bolig og nyde det gode vejr. Det er tid til at få noget sol på næsen og få rørt sig. Det er rigtig vigtigt, at man som lungepatient får rørt sig, så hvis du har holdt dig inden døre, er det bare med at komme afsted, siger Torben Mogensen.

Det er stadig vigtigt at blive ved med at overholde afstanden på 2 meter til andre, sørge for generel god hygiejne og vaske eller spritte hænder ofte. Hvis du gerne vil gå i stormagasin eller i indkøbscenter, så sørg for at gå derhen på tidspunkter, hvor du ved, det ikke myldrer med mennesker. Sprit hænder, når du går ind, og når du går ud. Du kan eventuelt også spritte håndtaget på din indkøbsvogn af.

 

Større forståelse for lungesygdomme

Generelt set er hele det lungemedicinske område kommet mere i fokus, og det kan få positive indvirkninger for lungepatienter. Det kan eksempelvis blive nemmere at få penge til at forske i lungesygdomme. Der er desuden rigtig mange læger og sygeplejersker fra andre specialer end lungemedicin, der har lært en masse om at behandle lungepatienter, fordi de er blevet undervist i det, så de har kunnet tage sig af Covid19 patienter.

Der er i det hele taget kommet et langt større forståelse for lungesygdomme, og det kan i høj grad komme Lungeforeningens medlemmer til gode.

 
Støt Lungeforeningen i kampen for at trække vejret 
Lige nu er lungesyge børn, unge og ældre i risiko for at tabe pusten. Derfor har vi brug for hjælp til at beskytte dem, der er mest sårbare – og for støtte til vores arbejde med at rådgive bekymrede danskere og deres pårørende. Med en lille indsats kan du være med til at give fællesskabet ny luft og gøre os stærkere. Sammen og hver for sig.
 
Støt her, eller SMS Lunge til 1245 så støtter du med 100 kr. (+ alm. takst). Eller bliv medlem i dag for bare 300 kr. om året.
 

Se den fulde kampagnevideo her: