×
×

Lungeforeningen samarbejder om mere klarhed og kommunikation om vaccine-udrulning

Sidst opdateret: 
01-02-2021

Flere steder i landet er, man begyndt at vaccinere 'gruppe 5' i Sundhedsstyrelsens vaccineplan. Det vil sige: ”udvalgte personer med tilstande og sygdomme, som medfører særlig øget risiko for et alvorligt forløb med Covid-19". Men mange mennesker med lungesygdom oplever stor forvirring, uklarhed og manglende kommunikation omkring visitation til vaccinen. Lungeforeningen samarbejder om mere klarhed og kommunikation om vaccine-udrulningen. 

Det der med, at man ikke får noget at vide. Så bliver man bekymret. Er vi glemt eller får vi besked på et tidspunkt?

Med en lungefunktion på 13 % er 57-årige Marianne Vølund blandt de knap 200.000 danskere, som er i gruppe 5 i COVID-19 vaccine udrulningsplanen. Hun oplever som mange andre uklarhed og manglende kommunikation omkring vaccinen.

Lungeforeningen er i tæt dialog med lungemedicinske afdelinger, styrelser, sundhedsmyndigheder og andre patientforeninger for at skabe mere klarhed på området. 


Marianne er langt fra alene
Vi oplever i øjeblikket, at mange henvender sig i Lungeforeningens rådgivning, fordi de oplever uklarhed og manglende kommunikation om, hvornår de bliver visiteret til vaccinen. I sidste uge delte vi Marianne Vølunds historie på Lungeforeningens Facebook-side og opfordrede andre til at dele deres erfaringer. Tak for den overvældende respons, vi har fået, som desværre har vist, at:  

  1. Der er forskel på, hvordan visitationen foregår i regionerne
  2. Lungepatienter i almen praksis kan blive overset 
  3. Der er stor mangel på kommunikation om visitation til vaccine


Stor forskel på visitation i landet
Der er tilsyneladende stor forskel på, hvordan hospitalsafdelinger på tværs af landet udvælger særligt sårbare patienter i gruppe 5 til vaccination. Det oplever flere af Lungeforeningens medlemmer, og det viser en stikprøve, som DR har foretaget blandt læger tæt på vaccinevisitationen. Stikprøven viser samtidig, at lægerne tolker retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen om vaccine-visitation forskelligt, og flere læger kritiserer retningslinjerne for at være for uklare.

Der er uklare signaler fra Sundhedsstyrelsen om, hvordan man kommer i gruppe 5, og hvilke kriterier der skal til. Det har gjort rigtig mange af vores medlemmer usikre, udtalte læge og formand i Lungeforeningen Torben Mogensen til DR. 

Læs hele artiklen og hør Mariannes historie: Vaccination af særligt sårbare er i gang: Marianne har lungefunktion på 13 procent og stadig intet hørt på Dr.dk


Lungepatienter hos almen praksis kan blive overset
73-årige Ib Trolle har med en lungefunktion på 40 % levet stort set isoleret i sit hjem siden februar sidste år og bliver behandlet hos egen læge. Det er i første omgang kun syge med fast sygehuskontakt, der visiteres til vaccination. Men Ib Trolle og andre udvalgte KOL-patienters behandling blev med Ny Overenskomst for Almen Praksis 2018-2021 overflyttet fra sygehus til egen læge, hvor der lige nu er stor forvirring om, hvordan og hvornår man må henvise til vaccination.
 

Går man som KOL-patient på et lungeambulatorium, får man lige nu tilbud om vaccination. Går man i almen praksis med samme dårlige lungekapacitet, har man ikke fået tilbuddet. Men at gå hos almen læge er ikke det samme, som at man ikke er ramt af svær lungesygdom. Det giver mange af vores medlemmer en følelse af at være overset og glemt, siger Torben Mogensen, formand for Lungeforeningen.

Sundhedspolitiske Tidskrifter og Propatienter bragte denne artikel med Ib Trolle: "Hårdt ramte KOL-patienter bliver ikke tilbudt vaccine" 


Manglende kommunikation
Marianne Vølund er med en lungefunktion på 13 % en del af gruppe 5, alligevel måtte hun ringe til sin læge og herefter til hospitalet for endeligt at finde ud af, at hun er visiteret til gruppe 5.

Det er lidt svært, fordi man slet ikke får noget at vide fra Sundhedsstyrelsen. Jeg tror, at vi er mange, der er blevet lidt bekymrede for, om vi er blevet glemt. Det er slet ikke fordi, jeg vil have vaccinen før alle mulige andre. Men det ville være rart at vide nogenlunde, hvilken rækkefølge vi i gruppe 5 kom i. Sådan så man vidste, om det bliver om en uge eller først i slutningen af marts, siger Marianne Vølund.

Se indslag i TV Avisen 26. januar 2021 med formand i Lungeforeningen, Torben Mogensen og lungepatient Marianne Vølund


Sundhedsstyrelsen arbejder på klarere retningslinjer
I Sundhedsstyrelsen erkender enhedschef og overlæge Bolette Søborg, at styrelsens retningslinjer omkring vaccination burde være klarere.

Vi skal have meldt klart ud, hvordan man skal visitere og finde de resterende i gruppe 5. Vi er klar over, at vi skal ud og informere bedre. Og det gælder både til fagfolk og til borgere, siger hun. 


Lungeforeningen følger sagen tæt og arbejder fortsat på at skabe mere klarhed på området og sætte fokus på de udfordringer, som mange af Lungeforeningens medlemmer oplever, blandt andet i tæt samarbejde med Danske Patienter. 

Læs COVID-19: Få svar på de mest stillede spørgsmål

Du kan altid ringe til Lungeforeningens rådgivning eller se her, hvornår du kan ringe direkte til vores frivillige rådgivere, som kan rådgive i forhold til børn, unge og voksne. 

Få sidste nyt om COVID-19. Tilmeld dig Lungeforeningens særudsendelser.