×
×

Myndighedernes anbefalinger til genåbning af Lungeforeningens lokale netværksaktiviteter: Lungetræning og kor

Lungeforeningen har været i tæt samarbejde med Sundhedsstyrelsen, om vigtigheden af at holde sig aktiv når man har en lungesygdom, og særligt under COVID-19, da dette også har medført andre sociale og aktive begrænsninger. Derfor er det også med stor glæde, at vi kan melde ud, at lokale netværkshold i Lungeforeningen igen kan mødes til lungetræning og lungekor.
Læs med her, hvordan du skal forholde dig, når du skal til træning eller kor igen, eller hvis du er instruktør eller tovholder på et trænings- eller kornetværk.

 

Træning
Når I træner er det vigtigt at I kan overholde 2 meters afstand imellem hinanden. Nu hvor vejret er godt, anbefaler vi at I træner udendørs i det omfang det er muligt. Træner I indendørs er det vigtigt med hyppig udluftning og rengøring af kontaktpunkter som dørhåndtag, stikkontakter mm. 


Kor
Ved kor er det vigtigt, at I holder to meters afstand til hinanden og synger i samme retning. Dvs. at I ikke står over for hinanden og synger. Ligesom med træning, gælder det at være udendørs, hvis I har mulighed for dette. Er I indendørs, er det vigtigt med hyppig udluftning, især da man udskiller flere dråber ved sang, samt rengøring af kontaktpunkter, fx sangbøgerne. 

For at lokale netværksaktiviteter kan genåbne, er det vigtigt at alle deltagere følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger for at forebygge smitte med COVID-19.  Læs hele rapporten fra Sundhedsstyrelsen: COVID-19: Forebyggelse af smittespredning.


Hygiejne
  • Husk at vaske hænder eller brug håndsprit når du ankommer til træning/kor, når du skifter fx træningsudstyr/sangbøger og når du forlader træning/kor igen 
  • Der hvor du træner/synger, skal der være adgang til at I kan vaske hænder eller bruge håndsprit – det anbefales at I ikke bruger fælles håndklæder og sæbe, men flydende håndsæbe og engangsservietter i stedet. 
 
Kontaktflader 
  • Der skal udføres hyppig og grundig rengøring af fælles kontaktpunkter, gerne flere gange dagligt, hvis det ofte anvendes, det er fx dørhåndtag, stikkontakter mm. 
  • Skraldespande tømmes dagligt, og inden de er fyldt helt op. 
  • Fælles redskaber som fx træningsudstyr eller sangbøger skal rengøres mellem forskellige brugere. Alternativt kan I bede folk om at tage deres eget udstyr med fx træningsmåtter, vægte, elastikker eller sangbøger. 
  • Undgå at dele udstyr, som er svært at rengøre 
  • Undgå håndtryk ellers brug handsker. 
 
 
Hoste-/nyse-etikette 
En god hosteetikette forebygger både dråbesmitte samt at virus overføres til dine hænder og dermed til overflader og kontaktpunkter. Når virus sættes på en overflade, som andre mennesker berører kan smitten opsamles og føres videre ud i samfundet. Derfor er det vigtig at huske:
  • Host/nys i et papirlommetørklæde, og vask eller sprit hænder bagefter eller host i ærmet. 
  • Hvis du hoster/nyser i dine hænder, så skal du vaske eller afspritte dine hænder efter inden du rører ved andre genstande. 
 
Afstand 
Ved træning og kor er det vigtigt at der holdes to meters afstand, da det er en fysisk aktivitet, hvor der dannes flere dråber end ved vanlig samtale. Derfor er det vigtigt at holde 
  • To meters afstand, hvor der er risiko for dråbesmitte bl.a. fysisk aktivitet som træning og sang, og særligt ved ophold i lukkede rum med dårlig udluftning. 
  • Hold to meters afstand til mennesker som er i risikogruppen 
  • Hold to meters afstand til mennesker, som udviser symptomer på luftvejssygdom 
 
Bruger du kommunens faciliteter til lungetræning og lungekor, skal du kontakte jeres kontaktperson i kommunen, for at genoptage jeres aktiviteter. 

Hvis du har spørgsmål omkring lungetræning eller lungekor, er du altid velkommen til at kontakte frivilligkonsulent Ida Jahn på telefon 22 56 01 22 (ferie uge 27 og 28) eller frivilligkonsulent Ida Kopart Timm på telefon 35 25 77 37 (ferie uge 29). 
Du er også velkomne til at kontakte Lungeforeningens rådgivning mandag til fredag mellem 10-14 på telefon 52 14 41 86.
 
Sidst opdateret: 
Torsdag, juli 9, 2020