×
×

Ny variation af coronavirus og yderligere restriktioner

Hold ud og pas på dig selv
Det nye år er kun lige begyndt, og du har formentligt længe forholdt dig forsigtigt for at undgå at blive smittet med coronavirus. Myndighederne i Danmark har tirsdag den 5. januar taget yderligere tiltag for at undgå, at den nye britiske variation af coronavirusset spreder sig eksplosivt i landet.  
 
De nye anbefalinger, der blev givet på pressemødet er: 
Bliv mest muligt derhjemme, og arbejd hjemme, hvis det er muligt 
Køb kun ind én person ad gangen 
Undgå at mødes med andre personer end dem fra din hustand og dine allernærmeste 
Begræns den sociale kontakt til maksimalt fem personer 
Aflys gerne alle de aftaler, du kan 
 
 
Lungeforeningen i dialog med Dansk Lungemedicinsk Selskab 
Torben Mogensen, formand for Lungeforeningen og læge:
- Det er meget ærgerligt, at denne nye særligt smitsomme variant rammer os netop nu. Desværre betyder det, at vi skal være særligt vagtsomme i et stykke tid endnu. Det er godt, at Lungeforeningens medlemmer har været gode til at passe på sig selv, og det skal I fortsætte med at gøre. Det kan være svært at blive ved med, men nu er vaccinationerne begyndt, og det lysner. 
 
Lungeforeningen har været i dialog med Dansk Lungemedicinsk Selskab (DLS) i forhold til prioriteringen af mennesker med lungesygdom, som bør få vaccinen så tidligt som muligt, og vi følger det tæt. Det er vigtigt, at du holder øje med din e-boks eller postkasse, hvor du vil få af vide, hvornår det er din tur.   
 
Torben Mogensen anbefaler dig at væbne dig med tålmodighed i forhold til at få COVID-19 vaccinen. - Du skal som altid kontakte din praktiserende læge, som du plejer, hvis du har alvorlige lungesymptomer, infektionstegn eller endnu ikke har fået dine øvrige vigtige vaccinationer (influenza- og pneumokok vacciner). Vi hører i Lungeforeningen, at de praktiserende læger bestormes, og de kan helt forståeligt ikke gøre noget i forhold til at fremskynde, hvordan og hvornår I får COVID-19 vaccinen. Vi må væbne os med tålmodighed, siger han.  
 
Tal med nogen og bevæg dig
I Lungeforeningens rådgivning har vi haft mange henvendelser om COVID-19 vaccinen og livet med de fortsatte restriktioner. Selv om du skal være forsigtig, er det stadig vigtigt at tale med andre og få rørt dig så ofte, som du kan. Ring til dine nærmeste, eller tag en snak over skærmen, gå en tur med naboen eller en anden - med god afstand - og styrk og vedligehold dine muskler med Lungeforeningens træningsvideoer. Følg myndighedernes anbefalinger og se frem mod at blive vaccineret.  
 
Den nye britiske coronavariant er ikke farligere, end den vi kender, men langt mere smitsom   
Lungeforeningen har talt med Lone Simonsen, der er professor og pandemiforsker og ansat ved Roskilde Universitet, for at få en eksperts uddybning af den nye britiske variant af coronavirusset. 
 
Sidst opdateret: 
Fredag, januar 8, 2021