×
×

Esbjerg Træningsnetværk - tirsdagshold

Adresse: 
Træningslokalerne på Esbjerg Sundhedscenter, Højvang

Hvem er vi?

KOL-optimisterne i Esbjerg er en netværksgruppe bestående af KOL-ramte, der to gange om ugen har mulighed for at mødes i denne selvhjælpsgruppe.

 

Træning

Formålet med netværksgruppen er at fortsætte den udvikling, der begyndte i et 8-ugers rehabiliteringskursus. Rehabiliteringskurserne, som køres af en sygeplejerske og en fysioterapeut, er så populære, at nogle af deltagerne efter deres otte uger i tidernes morgen (vist i 2008) bad Esbjerg Kommune om lov til at bruge træningslokalerne med dertil hørende redskaber i en selvhjælpsgruppe.

Gruppen skulle være i enhver henseende selvhjulpen, dvs. uden leder og dermed ingen lønudgifter, ingen mødepligt, ja, faktisk kun ret til at være i lokalet for mennesker, der via det kommunale rehabiliteringskursus havde fået instruktion i brugen af redskaber. Som det allerede er fremgået, blev det til et kommunalt ja. Også en leder blev det til, en ulønnet ildsjæl blandt initiativtagerne.

 

Socialt samvær

Det sociale element er også vigtigt. Da træningen flyttede ind i det nuværende lokale for et års tid siden, indtrådte der en følelse af hjemløshed, fordi lokalet ikke var forsynet med bord og stole. Løsningen kom i form af en række borde, der kunne presses ind langs en sidevæg, så deltagerne kunne nøjes med at hente stole ind fra gangen. Det var andet og mere end møbler, der kom på plads med den løsning. Hvis man af den ene eller anden grund er ude af stand til at deltage i træningen, kan man komme og deltage i snakken ved bordet. Der holdes mange udbytterige pauser ved det bord. Det sociale liv er ikke begrænset til kaffebordet (hvor drikken er postevand). Et frivilligt, absolut minimalt medlemskontingent går til f.eks. runde fødselsdage og længerevarende sygdomstilfælde. Julefrokost, markering af sidste mødedag før sommerferien og småudflugter er også glade farver på paletten.

KOL-optimisterne er i 2013 blevet tilknyttet Lungeforeningen som netværk, som har afholdt nogle særdeles relevante og velbesøgte temadage.

Inden for det sidste år er tilslutningen til selvhjælpsgruppen blevet så stor, at den nu består af to grupper, som er fælles om den tildelte træningstid. KOL-optimisterne forstår tilstrømningen af nye deltagere. Engang kunne man være enig med Benny Andersen i, at vor ”gangart består af tilbageskridt.” Men det var dengang.

 

Vores motto er underbygget af to paragraffer!

Paragraf 1: VI GIVER ALDRIG OP,DET ER OS DER HAR MAGT OVER TINGENE, DET FORHOLDER SIG IKKE OMVENDT.

Paragraf 2 SKER DET EN SJÆLDEN GANG,VI ALLIGEVEL IKKE HAR MAGT OVER TINGENE,TRÆDER PARAGRAF 1 AUTOMATISK I KRAFT.
 

Mange glade hilsner fra
KOL-optimisterne i Esbjerg

TID: Tirsdage og fredage
STED: Træningslokalerne på Esbjerg Sundhedscenter, Højvang 
Tilmelding til netværket er nødvendigt til kontaktperson: Mette Rasmussen på tlf. 20285529

Zoom ud og ind ved at klikke på + og - i venstre hjørne af kortet: 
Categories: 
Region: 
Syddanmark