×
×

Er "vinduet beskidt", når du har videosamtaler?

Lige meget om du holder videosamtale med én eller flere personer, kan det være en god idé at tjekke, om dit vindue er beskidt. Ikke i direkte forstand. Men mere i form af dårlig lyd, ingen video, dårlig forberedelse eller andre ting, der sænker kvaliteten og forstyrrer samtalen. Bliv guidet til den gode videosamtale her.

Corona har sat skub i vores digitale færdigheder, og vi holder videosamtaler som aldrig før. Men en god videosamtale kræver en anden forberedelse end den fysiske samtale. Og forberedelsen er vigtig for at lykkes med videosamtalerne.

Netop de gode digitale møder er derfor omdrejningspunktet i en kommende bog af forfatterne Kenn Hansen og Jesper Vilstrup, som arbejder med præsentationsteknik og digital kommunikation hos konsulentvirksomheden EPO. De mener begge, at den gode videosamtale kræver mere end bare at ringe op.

– Mange går ureflekteret til værks, når de begynder at bruge videomødet som redskab. Det giver desværre en dårlig oplevelse, og du får ikke gavn af de mange muligheder, som en videosamtale faktisk giver, fortæller Kenn Hansen.

 

Flaskehalsen ved gruppesamtaler

I Lungeforeningens frivillige netværk er flere begyndt at mødes digitalt og eksempelvis træne sammen eller synge i kor gennem en telefon- eller computerskærm. Her er det ifølge Kenn Hansen og Jesper

Vilstrup vigtigt, at sådan et møde er planlagt grundigt for, at alle bliver engageret og får en god oplevelse.

– Et godt videomøde med flere personer kræver en form for ordstyrer, som formår at aktivere personerne, der er med på kaldet. Lyden kan være en flaskehals, hvor man enten snakker i munden på hinanden eller alle holder igen. Derfor skal der være en plan for, hvordan man får alle i tale på en god måde, siger Jesper Vilstrup.

 

Den trygge videosamtale

Er videosamtalen af mere intim karakter – eksempelvis en samtale med lægen – kræver det, at du føler dig tryg ved situationen. En god idé kan være at afprøve teknologien og øve dig med en ven eller et familiemedlem inden. Men vigtigt er det også, at du har mødt personen på den anden side af kameraet før.

– Vi kan se, at der er stor forskel på dialogen, hvis man mødes første gang over video. Har man mødtes i virkeligheden først er kvaliteten af samtalen bedre, fordi man før har oplevet hinandens kropssprog og tonefald i et fysisk møde, fortæller Kenn Hansen.

 

Rens dit vindue

Det kræver øvelse at gøre det virtuelle møde til en lige så god oplevelse som det fysiske. Det, vi plejer at kunne aflæse på et fysisk møde gennem kropssprog, bliver mere vanskeligt. Og hvis vinduet er ”beskidt” med dårlig, lyd, forkert kameravinkel, dårlige spørgsmål eller lignende, så har vi hurtigere tendens til at kede os i det virtuelle møde.

– Det er vigtigt, at vi renser vinduet og sørger for, at der ikke er noget, der forstyrrer samtalen og fjerner fokus fra det vigtige. Nemlig at skabe et rum, hvor alle føler sig set og hørt, afslutter Jesper Vilstrup.

Sidst opdateret: 
Torsdag, september 17, 2020