×
×

Børnelungefonden uddelte forskningsmidler på DSPAPs årsmøde

Sidst opdateret: 
18-06-2022

I 2021 fik Team Rynkebys fantastiske ildsjæle rejst over 5,5 mio. kr. til Børnelungefonden, særligt til forskning i lungesygdomme hos børn. De mange millioner er blandt andet rejst via Team Rynkeby Skole- og Børneløb, hvor små ben løber for en god sag. Børnelungefonden overrækker forskningsmidlerne til de udvalgte projekter på årsmødet i Dansk Selskab for Pædiatrisk Allergologi og Pulmonologi  (DSPAP).

Men corona satte en stopper for årsmødet i januar i år, og derfor var det først i weekenden 17. – 18. juni, at Anne Brandt, Børnelungefondens direktør, havde mulighed for helt formelt at overrække donationen og diplomer:

Efter et par år med corona og aflysning af årsmødet, var det i år en helt særlig begivenhed. De otte forskere fik ganske vist allerede i januar besked om, at der var bevilliget midler til netop deres forskning. Men det er først nu, at vi har kunnet mødes fysisk under festlige omstændigheder og sammen glædet os over, at der via Team Rynkebys store arbejde er kommet penge til vigtige forskning i børnelunger og børnelungesygdomme,  siger Anne Brandt.

Det er først og fremmest Team Rynkebys enorme arbejde med bl.a. Team Rynkeby Skole- og Børneløb, som har rejst de 5,5 mio. kr., som siden er doneret til Børnelungefonden.

”Det er frivillighed, når det er allerbedst. Alle midlerne skyldes alene det kæmpestore frivillige arbejde, som deltagerne i Team Rynkeby Fonden byder ind med, de mange tusinde børn, der løber for deres lungesyge kammerater og selvfølgelig sponsorerne derhjemme, som lægger pengene”, siger Anne Brandt, som er mere end taknemmelig for den frivillige indsats.

Årsmødet bød på mange interessante oplæg fra forskerne, og Susanne Halken, professor i pædiatrisk allergologi og medlem af Børnelungefondens bestyrelse, understregede i festtalen til forskerne vigtigheden af den livgivende forskning i børnelungesygdomme: 

Børnelungefonden ønsker at støtte målrettet og klinisk forskning, der i de kommende år kan skabe det nødvendige grundlag for tidlig opsporing, diagnostik, behandling, monitorering og forebyggelse af kritiske børnelungesygdomme i Danmark, sagde Susanne Halken.

Hun  glædede sig også over, at børnelungelægerne igen, pga. donationerne, kan forfølge vigtige forskningsspørgsmål, som giver håb for børn og familier med kritiske lungesygdomme. 

DSPAPS årsmøde foregik på Kolding Fjord Hotel. Stedet har stor historisk betydning for Lungeforeningen/Børnelungefonden, som - dengang foreningen hed Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse - administrerede stedet, der virkede som sanatorium. Stedet var dengang indrettet til at hjælpe, behandle og fortælle om god hygiejne-adfærd til landets mange tuberkuloseramte børn og unge. 

På årsmødet var der vagtskifte på formandsposten i DSPAP, idet Klaus Bønnelykke, professor i pædiatri, blev afløst af Elisabeth Christiansen, reservelæge og ph.d.

Fakta: