×
×

Charlotte Suppli Ulrik bliver ny lærestolsprofessor

Printer-friendly version
Sidst opdateret: 
12-05-2021

Charlotte Suppli Ulrik, professor og overlæge ved Lungemedicinsk afdeling på Amager og Hvidovre Hospital, bliver fra 1. september lærestolsprofessor i lungemedicin ved Københavns Universitet.

Nogle tror, at KOL og astma kan man ikke gøre noget ved. Det er ikke rigtigt. Vi kan gøre en hel masse, lyder det fra Charlotte Suppli Ulrik, hvis primære interesseområder netop er lungesygdommene KOL og astma.

Med den nye titel som lærestolsprofessor får Charlotte Suppli Ulrik i større grad mulighed for selv at prioritere mellem patienter, forskning og vejledning af unge læger. Som lærestolsprofessor har man en livslang ansættelse og kan derfor i højere grad selv disponere sin tid. 

Hvad vil jeg helst? Og hvor har jeg måske aftjent min værnepligt? Der skal blive mere tid til at puffe unge forskere i retning af en gerne livslang bane i forskningen, siger Charlotte Ulrik om sin nye situation og de mere frie handlemuligheder. 


Patienter frem for reagensglas
Charlotte Suppli Ulrik er dog ikke i tvivl om, at hun vil fortsætte med at være tæt på patienter, som hun også fremover vil se i klinikken 2-3 dage om ugen. 

De sygdomme, jeg har forsket i, er de sygdomme vi ser i ambulatoriet og i sengeafdelingen. Jeg kommer aldrig til at kigge på reagensglas. Jeg vil helst lave noget, der er tættere på patienterne.


Hvidovre Hospital har et optageområde med rigtig mange lungesyge borgere og patienter. 

Materialet er kæmpestort. Mange af dem kunne få det bedre. Vi skal have noget mere viden, så vi kan behandle dem bedre,  siger Charlotte Suppli Ulrik, der også fremhæver sit samarbejde med Gynækologisk og Obstetrisk Afdeling omkring gravide med lungeproblemer.


Mere viden og bedre behandling
Med sit lærestolsprofessorat vil Charlotte Suppli Ulrik forske videre og stræbe mod mere viden og bedre behandling til lungesyge. Det foregår ved at kigge på symptomer, måle lungefunktion, scanne patienterne og også lede efter genetiske markører for udvikling af lungesygdom. Hun vurderer, at der er megen genetik i udviklingen af lungesygdomme som bl.a. astma og KOL, men også en meget stor betydning af interaktion mellem miljø og genetik. Og så spiller rygning også en stor rolle.

Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at få en patient til at stoppe med at ryge – ikke mindst, når det er yngre patienter,  siger Charlotte Ulrik.
 

Lungeforeningen: Vi ser frem til det fortsatte samarbejde

Charlotte Ulrik Suppli har altid været optaget af, hvordan vi kan blive bedre til at inspirere, tiltrække og fastholde unge forskere både i lungespecialet og i forskningen. Og det er uhyre vigtigt for at sikre bedre opsporing og optimal behandling af lungesygdomme. Lungeforeningens vision er et samfund, hvor flere har sundere lunger – livet i gennem - altså på fokus på lungernes udvikling helt fra mors mave, fra det første skrig og til det sidste suk. Charlotte Ulrik Suppli har altid arbejdet på hele den livsakse, og i Lungeforeningen glæder vi os meget over udnævnelsen, og vi ser frem til det fortsatte samarbejde, lyder det fra Anne Brandt, direktør i Lungeforeningen. 

LÆS OGSÅ: 

Kvinder med astma skal skynde sig at få børn

Lungeprofessor vil gøre specialet mere attraktivt

Læs mere om Danmarks Lungeforeningens Fond 

"Øget risiko for lungesygdomme hos for tidligt fødte børn?" - et forskningsprojekt støttet af Børnelungefonden